Svedig fredag i Stubhuset

STØVRING: Der blev svedt godt og grundigt i Stubhuset fredag den 21. maj – både på scenen og blandt publikum. Udenfor havde temperaturen nået sommerlige højder, og indenfor i Stubhuset kogte både musikere og publikum. Både på grund af de vejrmæssige plusgrader, men især på grund af god, gyngende og tung guitar-westcoast-rock serveret af bandet Backseat i topform.
Med kortere eller længere pauser undervejs og med en opsplitning af bandet, der også resulterede i en forkortelse af bandnavnet fra ”Backseat Boys” til nu kun ”Backseat”, turnerer det snart 20 år gamle orkester landet tyndt og giver en god, gyngende og velspillet oplevelse. På programmet står en række perler fra både Backseat Boys-tiden og frem til nu - med singlen ”King of Sorrow” fra et kommende album som nyeste perle på snoren, og naturligvis fik vi serveret gode hittere som ”Kiss A Lot of Frogs”, ”Can’t Help Nobody” og ”Bitter Moon” fra orkesterets store bagkatalog.
Backseat havde denne aften, med Ivan Pedersens ord, ”pga. sygefravær” to erstatningsmusikere med – henholdsvis Henrik Askov på trommer og svenske Martin Jönsson på keyboards. Især sidstnævnte imponerede med magisk hammondlyd, - han er fabelagtig.
Ellers var det jo på de tre øvrige pladser det ”grå guld” helt tilbage fra bandets start i ’92 – nemlig Helge Soelberg på bas, Søren Jacobsen på guitar samt Ivan Pedersen som forsanger og frontfigur. Ivan Pedersen er orkesterets omdrejningspunkt – han styrer hele slagets gang. Ind imellem tilsyneladende også med overraskende momenter for de øvrige. Der blev udvekslet mange blikke medlemmerne imellem. Men det bar, og Ivan er jo en fantastisk sanger med stor karisma, der tilmed – sine nordjyske aner til trods – er blevet så københavnsk, at han kan hitte på at sige ”hvor er I søde” til et modent publikum med masser af voksne mænd iblandt. Det kan kun københavnere, synes han – men det var ærligt ment.
Søren Jacobsens guitar lagde den gyngende bund og lagde cremen på de stille ballader som f.eks. ”Half a Man”. Han kan rocke en sal, og det gjorde han i en grad, så det hele jo altså kogte, og stemningen var helt i top. Også hos Ivan Pedersen – og her gnaver der altså en lille orm: Var hans stemning en lille smule for meget i top eller lod han sig bare rive med? Man fornemmede i hvert fald at bandet ind imellem ikke helt rigtigt vidste, hvor han ville hen – f.eks. i forhold til længden på soli fra guitar og keyboards - og et par steder glippede teksten.
Det kan dog ikke ødelægge helhedsindtrykket af endnu et vellykket arrangement i Stubhuset, hvor man gik ”glad i låget” hjem – høj af høje og gyngende rockrytmer og gode melodier.