To svære opgør for Aars Håndboldklub

Af Ture Damtoft, Søndag, 24/02/2019 13:24

HÅNDBOLD: Om to timer er der kampstart i Østermarkhallen i Aars, når Aars Håndboldklub skal ud i to svære opgør i 2. division.

Dameholdet møder i den første kamp topholdet i divisionen fra Sæby HåndboldKlub. Aars ligger midt i rækken, og på papiret bør hjemmeholdet tabe, men træner Thomas Kjær har selvfølgelig andre tanker.

- Det bliver en af de sværee kampe, dt er der ikke tvivl om. Sæby har kun lidt et nederlag, men det var til os, da vi var på besøg hos dem. Spiller vi vores bedste, kan vi måske hive sejren hjem, og det, tror pigerne på, kan lade sig gøre, siger Thomas Kjær.

Topopgør hos herrerne

Hos herrerne er det derimod et regulært topopgør mod HandballClub Midtjylland, der ligger på andenpladsen i divisionen med 26 point.

Aars Håndboldklub indtager tredjepladsen med 23 point, så kampen i eftermiddag skal vindes.

- Det er klichéen om en fire-points kamp, men det passer i eftermiddag. Taber vi, er vi ude af kampen om oprykning, det er helt klart. Vinder vi, er vi i den grad med i toppen endnu, og så skal topholdene Midtjylland og Mors møde hinanden i den næste kamp, så der vil være ekstra pres på dem, hvis vi tager sejren i dag, siger træner Claus Sevel.

Både han og spillerne ved, at det bliver en svær kamp mod et stærkt spillende HC Midtjylland, der ikke har tabt en kamp siden midten af november og har slået andre hold i rækken med overbevisende cifre.

- Vi skal spille vores bedste, men gør vi det, kan vi også være med og tage sejren. Vi er i næsten stærkeste startopstilling og er fri for skader. Nu skal vi ramme dagsformen, så vi stadig kan være med om oprykning, siger Claus Sevel.

Begge trænere håber på god opbakning i hallen, når kampene går i gang henholdsvis klokken 15 og klokken 16.30.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"