Sundheden har fået et løft i kommunens vuggestuer og børnehaver

Fredag, 21/05/2010 14:44

I de seneste tre år har projektet Kroppen på Toppen – i børnehøjde sat fokus på fysisk aktivitet i kommunes institutioner for de 0-6-årige. Målet har været at få mere bevægeglæde til at sive ind i institutionerne og blive en fast del af hverdagen.
I projektperioden er alt pædagogisk personale – ca. 1500 personer – blevet undervist i betydningen af de fysiske aktiviteter for børns udvikling, indlæring, livskvalitet og sundhed. Mantraet for undervisningen har været, at det, der blev lært i dag, skulle afprøves i institutionen i morgen.
Det har for mange pædagoger været en øjenåbner, at dagligdagen kan være for stillesiddende, og at mange børn ikke har haft pulsen oppe, når de går hjem.
»Vi har efterfølgende set rigtig mange eksempler på, at pædagoger har fået puttet mere fysisk aktivitet ind i børnenes hverdag på fantasifulde og sjove måder,« siger Helle Fuglsang, der er den ene af to fysioterapeuter bag projektet.
»F.eks. har de et sted hængt bananer op i træerne, som børnene skulle klatre op og hente. Et andet har sted har de lavet forældrekaffe, hvor både børn og voksne skulle rundt på legepladsen i fuld fart og hente tallerkener højt oppe et sted og kopper et andet sted,« uddyber Helle Fuglsang.

Et pædagogisk redskab
Annette Toft, den anden fysioterapeut bag projektet, fortæller, at mange pædagoger nu oplever, at fysisk aktivitet kan bruges som et pædagogisk redskab til efterfølgende at skabe ro, fordybelse og koncentration.
Hun tilføjer, at både forældrenes og børnenes engagement i projektet har overrasket positivt. De fysiske aktiviteter foregår ofte med mange fælles grin, og institutionerne giver udtryk for, at det øger arbejdsglæden samt knytter bånd mellem børn og voksne.
Flere gange har børnene endda selv efterspurgt flere fysiske aktiviteter, hvilket også er med til at motivere pædagogerne endnu mere.

Nye vaner skal sætte sig
Dog måtte begge fysioterapeuter sande, at det kræver en kontinuerlig indsats, hvis man skal påvirke en kultur og få de nye gode vaner til at sætte sig fast og blive siddende.
»Vi oplevede flere gange, at institutioner, som ellers var rigtig godt i gang med mere fysisk aktivitet, blev ’bombet’ tilbage efter en ferie. Her var det godt, at vi kom på opfølgende besøg og skrev nyhedsbreve for at holde gryden i kog,« siger Annette Toft. 
Erfaringen var, at når alle personalegrupper og lederen deltog, så gjorde det en forskel: Så var det muligt at ændre på kulturen og vanerne i forhold til en mere fysisk aktiv hverdag.
Desuden vil nyansatte blive introduceret til konceptet, så de kan være med til at fastholde projektets positive erfaringer. 
 
På baggrund af de positive resultater er der nu søsat et tilsvarende projekt for de 900 dagplejere i Dagplejen i Aalborg Kommune: Det hedder »Kroppen på Toppen i Dagplejen.«

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"