Suldrup Skole har fået sit logo - udført i granit

Af Torsten Hansen, Onsdag, 12/08/2020 09:00

Alle der fremover kommer til Suldrup Skole vil møde granitskulpturen

SULDRUP: På Suldrup Skole har de altid været glade for det logo, som Karin Kimmer Lemvig tegnede til skolen. Nu har skolen, lidt overraskende, fået logoet i større udgave og udført i granit.

- For noget tid siden blev jeg spurgt, om vi kunne tænke os at få en skulptur op foran skolen. Der var ikke lige nogle i nærheden jeg kunne spørge, så jeg blev ene om at sige ja tak.

Sådan indledte skoleleder Marianne Nielsen, Suldrup Skole, sin indvielsestale ved afsløringen af skolens nye kunstværk.

- Jeg fik heller ikke fortalt nogen om det i dagene efter. Men pludselig blev jeg igen ringet op og fik at vide, at nu var de klar til at opstille skulpturen. Så fik jeg travlt. Den kom i går, og hvor er jeg glad for den. 1000 tak, fortsatte Marianne Nielsen.

Hun er, lige som alle de mange andre der deltog ved afsløringen fredag formiddag, meget begejstret for skulpturen.

Gammel ide

Skolen har ikke selv været involveret i opsætningen, frembringelsen eller andet omkring skulpturen. Ideen er faktisk en del år gammel, men stammer fra Dan Mølgaard, der driver Elmerhøj og Granitexpressen.

- For cirka 10 år siden havde vi et møde med en anden kunstner. Det blev forkastet, blandt andet på grund af prisen. Så gik vi i tænkeboks. Nu er det så lykkedes med penge fra Lokalrådet, siger Kim Mathiesen, der er med i Lokalrådet og byforskønnelsesgruppen. Han er desuden tidligere skolebestyrelsesformand på Suldrup Skole.

Det blev Dan Mølgaard der kontaktede kunstneren Jan Moritsen, Thy Granit, og forhørte sig, om han kunne tænke sig at lave skulpturen. Det ville han meget gerne.

Inden da var der en diskussion om, hvorvidt skulpturen skulle udføres i granit, jern eller beton. Det endte med at blive en kombination af granit og jern.

- Vi var lidt bange for, at den lange arm ikke kunne holde, hvis den blev udført i granit. Derfor valgte vi at få den lavet i jern, forklarer Dan Mølgaard.

- Hvis den skulle have været udført i granit, skulle den have været mindst dobbelt så tyk, forklarer Jan Moritsen. Hele produktionen af skulpturen har taget lang tid, og den er udført i flere forskellige typer granit. Det skyldes, at det oprindelige logo er i forskellige farver, og det er tilstræbt at finde granit i farver der ligner de oprindelige.

- Den grønne granit er fra Nordnorge og kaldes polargranit. Den røde er svensk, mens den blålige er fra Bornholm, forklarer Jan Moritsen. Han gav samtidig en mere uddybende forklaring på huggeprocessen, da han fik lov til at fortælle om sit kunstværk foran de mange fremmødte.

To om skulpturen

Jan Moritsen har faktisk ikke været alene om at lave kunstværket. De to ”hoveder” er blevet slebet og pudset af Henrik Tolborg, der oprindeligt startede Granitexpressen i 2000. Han solgte den i 2017 til Dan Mølgaard. Henrik Tolborg deltog naturligvis også ved afsløringen, han er også stadig tilknyttet Granitexpressen, og kan slet ikke undvære arbejdet med stenene.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"