Stumpemarked i Aars havde pæn fremgang

Af Torsten Hansen, Onsdag, 06/02/2019 08:15

Marked med meget som ikke findes på nettet

AARS: Nogle ”stumper” stråler som nye, mens andre er fulde af rust.

Der var to-hjulede køretøjer af alle slags, da Messecenter Vesthimmerland lørdag åbnede dørene til stumpemarked.

Uanset køretøjets stand var der interesserede købere til det hele. Masser af gæster gik roligt rundt og vurderende tingene på de mange stande, mens de af og til rodede lidt i kasserne, for at se om netop den del de manglede var at finde. Og det var ikke sjældent, at man så folk gå rundt med en forskærm eller andre dele.

- Det er sådan et sted som her, man skal finde de dele man mangler.

Her er alle de dele man ikke kan finde på nettet, fastslår Per Steenberg, der interesserer sig for Yamaha-knallerter og har tre af slagsen derhjemme.

Netop Yamaha har gennem de senere år oplevet en stor værdistigning. Særligt fordi en person, Pierre Legarth, har opkøbt rigtig mange Yamaha. Prisstigningen blev illustreret på en nærliggende stand, hvor der stod flere forskellige gamle knallerter. De ældste, og samtidig også dem i dårligst stand, kostede fra 1500 kr. Mens en pæn Yamaha fra 1974 var på tilbud til 24.000 kr.

- Det er faktisk billigt. Nogle gange er de solgt til omkring 100.000 kroner, forklarede Per Steenberg.

Interessen for de tohjulede er tydeligvis størst hos mænd, og mange af dem er kommet lidt op i årene. For dem er der tale om nostalgi. Man skulle lede grundigt for at finde kvindelige besøgende på dagens messe i Aars.

Selv om der ikke var så mange kvinder, var arrangøren, Veteranklubben Aktiv, tilfreds med antallet af besøgende. Samlet set kom der cirka 1100, hvilket er en fremgang på 15-20 procent i forhold til sidste gang messen blev afviklet.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"