Stort deltager-felt til DM-premiere i Folke Race

Onsdag, 14/04/2010 13:00

Motorsport Nordjylland (MNJ) sætter fuld power på DM-premieren 2010 i Folke Race, som bliver afviklet på nordjydernes veltrimmede motorbane i Nysum søndag den 18. april. Arrangementet sætter ny deltager-rekord med 107 FR-kørere på startlisten.
- De 36 indledende heats bliver afviklet med ni biler på startstregen, oplyser løbsleder Kaj Storgaard. - Både kørerne og publikum kan derfor se frem til en tæt fight om placeringspointene. Chancerne for en heatsejr bliver fordelt ligeligt mellem kørerne, som bliver udfordret af alle tre startrækker hen over DM-stævnet.
DM for Folke Race afvikles i henholdsvis klasserne: 1 (auktionspris: 5.000 kr.) og 2 (auktionspris: 8.000 kr.). I 2009 oplevede Klasse 2 en lille bølgedal i deltager-tilslutningen, fordi to-tre håndfulde FR-kørere søgte nye udfordringer i Rally Cross eller ønskede en DM-pause.
- Klasse 2 er nu tilbage i fuld fighterstyrke med en tilslutning på lidt under halvdelen af startfeltet, fortsætter Kaj Storgaard. - Her kan MNJ mønstre 18 kørere.
Totalt stiller der 43 MNJ-kørere til start i DM-premieren. Klasse 1 har altid haft stærk tilslutning fra nordjyderne, som gennem årene har scoret medaljer af både guld, sølv og bronze.
Den tidligere danske mester i Klasse 1 - Thomas Pedersen - fortsætter som holdleder for MNJ’s deltagelse i DM-serien.
- MNJ’eren: Bent ”Bettemand” Sørensen er blandt de kørere, som har kørt flest DM-afdelinger i Folke Race, oplyser Kaj Storgaard. - I 2009 blev slutresultatet en fornem tredjeplads, og nordjyden byttede derfor placering med Thomas Pedersen i forhold til 2008, hvor DM-bronzen faldt ud til MNJ-holdlederens fordel.
MNJ-uprunnere er SAAB 900-duoen: Anders Salomonsen og Torben Dejligbjerg, som i 2009 sluttede på 12. og 13. pladsen sammenlagt i DM-feltet for Klasse 1.
I startfeltet har MNJ også en håndfuld piger. De bliver anført af DM-vinderen 2008: Anni Schødt Laursen, og herudover har specielt Malene Sørensen vist stigende formkurve gennem 2009-sæsonen.
Nordjyderne ser frem til tilbageerobring af DM-holdtitlen fra 2006 & 2007, som Ikast Motor Klub fravristede nordjyderne i 2008 og 2009. Derfor satser MNJ på en hjemmebane-holdsejr søndag den 18. april.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"