Stormøde i Aars om turismen i Vesthimmerland

Af Ture Damtoft, Fredag, 06/12/2019 09:33

AARS: Efter lange og mange diskussioner blev det på byrådsmødet 28. november besluttet, at Vesthimmerland går sammen med Mariagerfjord Kommune.

For at orientere om beslutningens betydning inviterer de to kommuners borgmestre og turistdirektører til stormøde på rådhuset i Aars tirsdag, 17. december.

Her vil Vesthimmerland og Mariagerfjord repræsenteret ved borgmestrene Per Bach Laursen og Mogens Jespersen orientere om processen med at danne det nye destinationsselskab. Turistdirektør i VisitVesthimmerland Jimmi StæhrPetersen og Turistchef i VisitMariagerfjord Kristina Lehmann Schjøtt vil hertil også orientere om det store potentiale Himmerland har som nyetableret turismedestination.

- Vi ser frem til at orientere om det nye samarbejde og de potentialer turismen har i Himmerland. Det bliver dejligt at tage hul på det store arbejde med vores fælles turismeerhverv med nye mål og ambitioner. Samarbejdet giver vores to kommuner mulighed for at satse mere fokuseret på turismen til gavn for både udviklingen og omsætningen, siger de i en fælles udtalelse.

Borgmester i Vesthimmerlands Kommune siger om det fremtidige samarbejde:

- Først og fremmest er jeg glad og lettet over, at vi i Vesthimmerland og Mariagerfjord står sammen om Himmerland. Vi har hver især meget at tilbyde turisterne, og sammen er vi endnu stærkere. Det gælder i forhold til at markedsføre Himmerland internationalt, og når det gælder om at skabe sammenhæng og kvalitet i de mange oplevelser, vi byder på. Som borgmester har jeg store ambitioner for samarbejdet og vores fælles destination, så lad os komme i arbejdstøjet og få synliggjort Himmerland, siger Per Bach Laursen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"