Storkefesten i Vegger blev reddet af byens nye lethal

Onsdag, 16/06/2010 11:06

Jan Holmgaard, Vegger IFs formand, blev storkebyens nye konge

VEGGER: Den nye let-hal i Vegger var forskel på succes og fiasko ved årets Heste- og Storkemarked i Vegger.
Storm og regn gjorde det til en kedelig oplevelse at være til marked. Men heldigvis kunne arrangørerne i Vegger åbne den nye let-hal og afvikle det meste af byens fest under den hvide sejldug.
I hallen var der både gymnastik, kræmmermarked, scene og plads til at festdeltagerne kunne sidde og hygge sig med en øl eller lidt mad.
Kræmmerne, der fik mulighed for at være inden døre, kunne præsentere deres varer uden at skulle dække dem til med plastik. Til gengæld var der enkelte kræmmere som holdt stand uden for hallen. De havde meget begrænset salg, fordi kun få havde lyst til at gå rundt i blæsten og regnen.
Lørdag eftermiddag gik de tidligere storkekonger på scenen for at finde en ny person til flokken.
- Siden vi har været samlet her sidst er der blevet præsteret i 10.000 vis af frivillige timer i Veggers foreningsliv, til gavn og glæde for alle.
Den frivillige indsats i foreningslivet er en meget vigtig del af livskvaliteten og værdierne, sagde den afgående storkekonge Tommy Trads Jensen.
Han fortsatte med at fortælle om den nye storkekonge.
- Årets storkekonge har brugt tusindvis af timer i telefonen og ved computeren, så alle opgaver bliver fordelt. Han sætter nemlig en ære i at uddelegere opgaverne, og i en foreningen med 200 medlemmer og 25 frivillige ledere er det absolut en kvalitet, sagde Tommy Trads Jensen.
Snart blev det klart for alle, at storkekongen blev Jan Holmgaard, der er formand for Vegger Idrætsforening.
Glad for hæderen, men ikke så overrasket, kom Jan Holmgaard på scenen og modtog t-shirt, stråhat og et diplom.
Jan Holmgaard plejer at deltage i storkefesten, men lige netop i år havde han planer om at være i Fårup Sommerland med familien.
Da han alligevel, af familien, blev opfordret kraftigt til at komme til Vegger, så begyndte han at lugte lunten. Derfor kom udnævnelsen ikke som den helt store overraskelse.
Han viste også stor beskedenhed, da han havde fået stråhatten på.
- Da sidste års storkekonge kom fra Vegger IF, så forventede jeg, at æren i år skulle gå til en anden af byens foreningen. Men jeg er dag rigtig glad for at modtage titlen, sagde Jan Holmgaard umiddelbart efter udnævnelsen.
Kæmpet for hallen
Det faktum at lethallen reddede storkefesten fra at regne væk gør blot udnævnelsen af Jan Holmgaard til storkekongen endnu mere fortjent.
Jan Holmgaard har nemlig, om nogen, arbejdet for at få hallen op og stå.
Jan  Holmgaard har været med til at sælge 10.000-vis af juletræer, tusindvis af burgere på Nibe Festivalen, og ikke mindst skaffet folk til at løse kontrolløropgaven for Aalborg DH.
Alt sammen med et ene formål at skaffe midler til idrætsarbejdet i Vegger.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"