Store indsatser belønnet på byrådsmødet

Af Ture Damtoft, Torsdag, 24/01/2019 17:32

AARS: Byrådsmødet torsdag, 24. januar blev afsluttet med store smil og klapsalver.

Anledningen var Niels Krebs Hansens (K) og Palle Jensens (S) 25 års jubilæer i det politiske liv.

Borgmester Per Bach Laursen holdt tale for de to politikere, hvor han kvitterede for den mangeårige og vedholdende indsats på vegne af det nuværende byråd.

- I holder ved, når der skal forhandles budgetter. Og det er jo dejligt, for det er på den måde, man får ændret tingene i politik, sagde Per Bach Laursen, inden de to jubilarer fik en buket blomster, en keramikskål og en flaske Aars Rom i gave og et stående bifald fra det øvrige byråd, tilhørere og selv den kyniske verdenspresse.

Niels Krebs Hansen sidder i dag i Børne- og Familieudvalget samt Teknik- og Miljøudvalget.

- Jeg har haft nogle fantastisk gode år i politik. Jeg har siddet i alle udvalg undtaget økonomiudvalget, og har beskæftiget mig med rigtig mange interessante sager over årene. Og så har jeg mødt og arbejdet sammen med mange dejlige mennesker, siger Niels Krebs Hansen.

Palle Jensen er i dag formand for Sundhedsudvalget og næstformand i Økonomiudvalget.

- Når man ser 25 år frem, virker det helt uoverskueligt, men ser man 25 år tilbage, virker det som ingen tid. Da jeg startede i politik, havde min kone og mig ingen børn - de er flyttet hjemmefra nu. Så der kan jeg mærke, hvor lang tid der er gået. Men med det politiske arbejde er det gået utrolig hurtigt, siger Palle Jensen.

Efter tale og gaver blev der budt på et lille glas, så alle byrådsmedlemmerne fik lejlighed til at ønske tillykke og veksle et par ord.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"