Stor rejefangst ved Stistrup

Tirsdag, 13/07/2010 16:27

Det store deltagerantal skyldes ikke mindst, at den nærliggende Farsø Fjord Camping havde annonceret med arrangementet, og campingfatter Krik gik i spidsen og guidede en større gruppe gæster fra campingpladsen til stranden.

Alle waders og fiskenet kom i brug med det samme, og inden længe var de første rejer, vandmænd, tanglopper, krabber og diverse fiskeyngel landet.

- Arrangementer som disse ved Limfjorden er altid en succes, specielt fordi jeg har waders og net til både børn og voksne, så man kan gå ud og fiske sammen, og dermed få fælles oplevelser både på land og i vand, udtaler Karin Winther.

- Begejstringen hos både børn og voksne er altid størst i nuet, og kan ikke gengives med den samme følelse senere, så det er en stor gevinst, at man kan få oplevelsen sammen.

Naturvejlederen glædede sig også over besøg fra nogen af de samme børn, hun de sidste 3 år har besøgt i kommunens daginstitutioner.

- De kender jo grejet i Det Rullende Naturcenter, så det var en stor fornøjelse at se dem demonstrere dåselupper og insektsugere for både deres forældre og de andre deltagende børn, siger Karin Winther.

Inden rejerne blev kogt i stormkøkken på stranden, blev fangsten nærstuderet i bakkerne. Krabberne blev kønsbestemt via formen på undersiden og et forsigtigt kig ind under klappen, og de skinnende farver på fiskeynglen blev beundret i dåselupper.

Arrangementet sluttede med smagsprøver på friskfangede rejer. Stor var tilfredsheden med smagen og fiskeoplevelsen, hvilket måske også skyldes, at intet smager så godt, som når det er ens egen fangst, der spises på strandkanten sammen med en stor flok lystfiskere.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"