Stor opbakning til Byfest i Haverslev

Af Torsten Hansen, Onsdag, 21/08/2019 08:00

Det blev en festlig aften i Mormors Kolonihavehus

HAVERSLEV: Arrangørerne bag Haverslev Byfest kunne ved søndagens oprydning se tilbage på en meget vellykket byfest i Haverslev, selvom vejrguderne ikke viste sig fra den allerbedste side. Trods vejret var der god tilslutning til festens mange aktiviteter.

Byfestugen startede op allerede søndag, hvor Lokalhistorisk Forening havde arrangeret en meget spændende byvandring med quiz rundt i byen. Mandag bød på en Gå dig glad-tur for at se Ladelund, hvor den er smukkest. Turen gik videre til Rebild, hvor den medbragte kaffe blev indtaget ved Spillemandsmuseet. Haverslev Kirke havde i byfestugen forskellige arrangementer, bl.a. morgensang for de 138 nyopstartede elever på HCI, morgensang på Haversdal, og ikke mindst tirsdag blev var der en helt forrygende kirkekoncert med Blæseorkestret PUST, der havde et særdeles bredt repertoire med bl.a. Freddie Mercury, Elton John, Kim Larsen, Händel. Alt sammen krydret med skøn fællessang.

Det traditionelle bankospil løb af stablen onsdag, hvor der var mødt rigtig mange frem for at spille om de mange fine sponsorerede præmier.

Torsdagen stod i motionens tegn med løb, gåtur for store og små. Der mødte i alt ca. 350 mennesker op for at løbe eller gå en tur rundt i Haverslev by. Børnene kunne løbe One Mile – 1,6 km., og der var mulighed for at løbe/gå 5 og 10 km., og enkelte tog da også en halvmaraton.

- Det blev nogle rigtig flot arrangerede løb, siger en tilfreds Tove Hjulmann fra byfestkomiteen.

Den store familieaften om fredagen blev indledt med stegt flæsk og persillesovs fra Kølles Køkken. Efter indtagelsen af adskillige stykker flæsk var man så klar til at overvære den årlige revy.

Revyen tiltrak folk

Revyen er som altid et stort trækplaster, og pavillonen og det tilhørende telt var da også fyldt til bristepunktet.

- Man kan kun tage hatten af for de amatørskuespillere, der bruger oceaner af timer af deres fritid og sommerferie for bl.a. at skrive numre, sange, øve, sy kostumer og lave rekvisitter for at underholde byens borgere. Og man må sige, at det var et brag af en revy med 14 numre med alt fra indslag om Run for Fun, Tricktyve, Fløjte Lise og selvom alle skuespillere var i topklasse, så er det svært at komme udenom debutanten Ida Højslet Petersen med fremførelsen af Pelle. Det var skuespil på meget højt plan, siger Tove Hjulmann.

Det var også en stor fornøjelse, at lyden under fremførelsen af revyen var i top. Det skyldes ikke mindst, at Fonden Sparekassen Himmerland har ydet støtte til indkøb af nyt lydanlæg.

I pausen af revyen fandt uddelingen af Haverslev Prisen finde sted. Der var igen i år tre særdeles velkvalificerede og nominerede personer, nemlig Vagner Andreasen (Wasse), Marie Nordskov Nielsen og Anni Hyldgaard. Efter en særdeles jævnbyrdig stemmefordeling gik prisen til Wasse, der helt fortjent blev hædret for sit store arbejde i bl.a. Haverslev Idrætsforening, Borgerforeningen, Haverslevhallen med mere.

Udover uddelingen af Haverslev-prisen fredag aften til Vagner Andersen, blev der også uddelt en særlig pris til tre personer fra Lokalhistorisk Arkiv for deres kæmpe store arbejde med udgivelse af bogen om Haverslev. Den tilfaldt Lise Sørensen, Per Poulsen og Arne Sørensen.

Børnedyrskue

Lørdagen foregik der også rigtig mange ting. Det startede med morgenmad for alle. Der var en rigtig flot udstilling af veteranbiler, og tre gamle knallerter havde også fundet vej til byfestområdet. I hallen var der børneloppemarked med rigtig flotte boder. I hallen var der også arrangeret Pop up-aktiviteter, og spejderne havde også lavet super aktiviteter på pladsen.

Tuens børn sang endnu engang Haverslev-sangen med stor entusiasme, spænding, og nogle var lidt betuttet over at skulle stå på en scene for første gang.

Et nyt indslag var børnedyrskue, og der dukkede mange børn op med deres kæledyr i form af kat, hund, kanin og marsvin. Dyrene blev nøje vurderet af en kyndig dommer/dyrlæge.

Over middag kunne man oddse på udfaldet af to bilers evner. Det gjalt om at gætte, hvor længe to biler uden olie og vand kunne køre, inden motoren satte sig. Der gik desværre ikke så længe. Men hvad betyder det, når en lokal landmand lige hentede sin store traktor, og ”smed” rundt med bilerne.

- Det blev et helt fantastisk indslag for både små og store, fastslår Tove Hjulmann.

Inden Byens Fest skulle starte om lørdagen, spillede det lokale seniorhold fodbold. De lokale rivaler fra Øster Hornum blev sendt hjem med en ordenligt lussing. Så både spillere og tilskuere var efter kampen helt klar til at feste. Det blev der i den grad da også gjort.

Komiteen havde lavet et kæmpe forarbejde for at lave nogle perfekte rammer til festen med teamaet ”Mormors Kolonihavehus”. Pavillonen, borde, bar, ja selv toiletterne var festligt pyntet i temaets tid og ånd, og langt de fleste deltagere havde også taget ideen og teamaet til sig, da festtøjet skulle findes frem. DJ Allan spillede rigtig god musik, og sangen Mormors Kolonihavehus blev da også spillet adskillige gange. Der var en forrygende stemning fra start til slut.

Komiteen bag byfesten i Haverslev – Haverslev Idrætsforening, Mejlby/Haverslev KFUM, Haverslev Borgerforening er taknemlig for den store opbakning der blev vist til byfesten.

Foreningerne håber selvfølgelig på, at byfesten giver et fornuftigt overskud, der skal bruges til gavn for hele byen – unge som ældre.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"