Stor interesse for at høre om Swaziland ved 1. maj i Aars

Onsdag, 05/05/2010 09:21

AARS: For første gang i de mange år, arbejderbevægelsens internationale kampdag 1. maj er blevet markeret i Aars, var en udenlandsk fagforeningsleder på talerlisten. Det var Barnes Dlamini, LO-formand og leder af den politiske opposition i det enevældigt styrede kongedømme Swaziland i det sydlige Afrika.
Den afrikanske fagforeningsleder anskueliggjorde i sin tale, at demokrati, menneskerettigheder og fagforeningsfrihed ikke er en selvfølge alle steder i verden.
Anses for terrorister
- Arbejderbevægelsen kæmper overalt de samme kampe for at sikre de bedst mulige løn - og arbejdsforhold og stå sammen mod uretfærdigheden, sagde den afrikanske fagforeningsleder.
- I Swaziland  har vi i tilgift voldsomme demokratiske problemer, fordi den enevældige konge, hans 13 hustruer og en meget lille overklasse bruger så mange af landets ressourcer, at 70 procent af landets 1,1 millioner har under en dollar at leve for om dagen, forklarede Barnes Dlamini.
Siden 1973 har de politiske partier været forbudt, således at kun fagbevægelsen udgør oppositionen.
Barnes Dlamini takkede den danske LO-fagbevægelse for støtten gennem de seneste seks år.
- Denne solidaritet på tværs af grænserne er guld værd og giver håb om sociale, uddannelsesmæssige og demokratiske fremskridt i et land, hvor en fagforeningsleder betragtes som terrorist, understregede den afrikanske LO-formand.
Det var ikke kun afrikaneren der talte til de mange fremmødte 1. maj.
Talerrækken bar også præg af det nye samarbejde bag 1. maj-arrangementet.
Folketingsmedlem Pernille Vigsø Bagge (SF) udtrykte håb om, at et folketingsvalg vil bevirke, at Helle Thorning Schmidt fravrister VKO statsministerposten, således at de mørke politiske skyer, som præger Danmark i dag er drevet over inden 1. maj 2011.
Også folketingsmedlem Flemming Møller Mortensen (S) havde knubbede ord til regeringen og pointerede, at VKO har udsultet Himmerland og andre udkantsområder, og at regeringens planer om nulvækst vil være en katastrofe.
Formanden for LO-Vesthimmerland, Gert Jacobsen, kritiserede regeringens skattelettelser til de rigeste.
- Vi siger nej til stigende ulighed både i Danmark og i  verden omkring os. Der er behov for handlekraft og gode reformer. Der er tid til at stå sammen for at bevare og udbygge velfærdssamfundet, understregede den lokale LO-formand i sin velkomsttale.
Mens starten på 1. maj-mødet var lidt råkoldt, gik det bedre, da solen lidt senere brød igennem og kastede sine 1.maj-stråler på Aars Lystanlæg.
1. maj-mødet blev ledet af Herdis Brix, Socialdemokraterne Vesthimmerland Syd, og Jørgen Grøn, SF Vesthimmerland, hvilket samtidig markerede, at S og SF for første gang sammen med LO Vesthimmerland stod bag 1. maj-mødet i Aars.
- Det var en overraskelse, at så mange deltog i 1.maj-mødet på denne lørdag eftermiddag. Det var et knaldgodt møde med internationalt præg, hvor folk kom til at se ud over deres lille lokale næsetip til en verden præget af enevælde, ulighed og mangel på de mest elementære menneskerettigheder, fastslog Gert Jacobsen, LO Vesthimmerland.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"