Stor interesse for badminton før sæsonstarten

Onsdag, 18/08/2010 09:56

STØVRING: I Støvring Badminton har man allerede før sæsonstarten den 30. august noteret sig mange henvendelser fra både børn og voksne, der ønsker at spille i den kommende sæson. Mange motionister er klar til at indtage banerne.
Der er endnu få ledige spilletidspunkter tilbage, så klubben har plads til flere motionister. Tirsdag den 10. august tyvstartede seniorafdelingen og 2 af klubbens ungdomshold sæsonen.

De træner nu 2 gange om ugen her i august for at være klar til holdkampe og stævner i løbet af september. Cirka 40 børn fra ungdomsafdelingen er også klar til træningslejr i Pandrup i weekenden 4. og 5. september.
I den kommende sæson er seniorafdelingens 2 hold at finde i danmarksserien og serie 1. Hos Støvring Badminton råder man over baner på Gymnasiet mandag, onsdag og torsdag. Der spilles dog primært badminton i den gamle hal i Arena Himmerland fra mandag til fredag, men man har også sikret sig noget spilletid i den nye hal tirsdag og torsdag.

På den måde råder man altså over begge haller i Arena Himmerland på flere tidspunkter i løbet af ugen til stor glæde for klubbens ungdomsspillere. Det giver nemlig mulighed for at have større hold i gang på samme tid, da man derved ikke behøver at nøjes med 5 baner i en hal.
I den kommende sæson træner klubbens øvede ungdomsspillere sammen tirsdag og torsdag i 2 haller, hvilket betyder at man har 35 børn til træning på en gang. På samme måde er begge haller optaget af badmintonglade børn fredag eftermiddag.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"