Statsminister Lars Løkke Rasmussens skolerejsehold besøgte Erhvervsklassen på Bavnebakkeskolen

Tirsdag, 27/04/2010 14:16

STØVRING: Torsdag i sidste uge besøgte Statsministerens skolerejsehold, der er sammensat af specialister fra undervisningsområdet, Bavnebakkeskolen og Skørping Skole. Besøget var et led i regeringens 360 graders eftersyn af den danske folkeskole og på Bavnebakkeskolen i Støvring, var det skolens store succes med erhvervsklassen, som havde tiltrukket sig rejseholdets opmærksomhed.
Erhvervsklassen er et anderledes skoletilbud til primært skoletrætte elever, som har brug for et alternativ til den traditionelle undervisning. Eleverne i Erhvervsklassen går således i skole om formiddagen, og er i praktik om eftermiddagen. En kombination, som ofte medvirker til at eleven får den succesoplevelse, som gør, at de får mod på at tage sig en ungdomsuddannelse.
Erhvervsklassen er ikke en ny opfindelse, idet den snart har eksisteret i 30 år, og i tidens løb har dem medvirket til at mange unge er kommet godt igennem svære år af deres liv, og dermed givet dem en genvej til erhvervslivet, hvor de enten har fået sig en uddannelse eller et fast job. Arbejdet i Erhvervsklassen er således særdeles veldokumenteret og der er da heller ikke første gang, at arbejdet og konceptet omkring klassen har tiltrukket sig opmærksomhed ude fra. Klassen har tidligere haft besøg af forhenværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, og undervisningsministeriet under Bertel Haarder har udarbejdet et idékatalog ud fra teorien bag Erhvervsklassen og oprettet en pulje, hvor andre skoler kan søge om midler til opstart af tilsvarende klasser. Og netop i dette forår lægger professor Per Fibæk Lauersen sidste hånd på et forskningsprojekt omkring Erhvervsklassen.
Udover besøget på Bavnebakkeskolen var skolerejseholdet også på besøg på Skørping Skole, hvor de skulle høre om to projekter omkring holddeling samt fremme af læselyst blandt elever i 4.-6. klasserne. I projektet med læselyst bliver bestemte elever i perioder på to eller tre uger, og flere gange i løbet af undervisningsåret, taget ud af deres klasser og får styrket deres læselyst ved for eksempel at kombinere læsning med fysisk aktivitet. 
Formålet med skolerejseholds besøg på danske folkeskoler er ud fra kortlægning af svagheder og styrker at komme med konkrete forslag til en styrkelse af fagligheden i folkeskolen samt at sikre, at alle unge generelt gennemfører en ungdomsuddannelse.
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"