Spiloppen er et slaraffenland for børn i alle aldersgrupper

Onsdag, 24/02/2010 11:10

”Farfar! Skal vi ikke ned til Gitte. Hun er sød og har alt det legetøj, som jeg ønsker mig”. Når forældre og bedsteforældre hører disse ønsker om at besøge Gitte, så ved alle, at der er tale om Gitte Jørgensen i legetøjsbutikken Spiloppen, Torvegade i Løgstør. En forretning, der sprudler af liv og spændende legetøj til alle aldersgrupper, og som er børnenes slaraffenland.
Spiloppen er en legetøjsforretning som få. Udvalget er stort – der er legetøj, dukker, biler, spil, glansbilleder, dyr af alle slags, møbler til dukkehuse, pyntegenstande, LEGO samlesæt i mange varianter, udklædningstøj, tasker og meget andet. Udvalget er stort, og mærkevarer og kvalitetslegetøj er der meget af. Et helt utraditionelt udvalg som viser, at Gitte er herre i egen butik og ikke bundet af kæder og et bestemt udvalg.
  Ingen, der besøger Gitte, som er lighedstegnet med Spiloppen, er i tvivl om, at hun elsker børn og kræser om kunderne. Med 13 års erfaring som dagplejer ved Gitte godt, hvad børn elsker, og det køber hun hjem efter. Efter fire års succes i forretningen og en væsentlig udbygning af forretningen for to år siden, er Spiloppen blevet Himmerlands største legetøjsforretning.
En evig optimisme, lysten til at kræse om børn og voksne, opfindsomhed med indkøb af salgsvarer og en utrolig venlighed fra Gittes side har gjort, at mange børn fra Himmerland og Han Herred laver deres indkøb i Spiloppen frem for i de store legetøjsforretninger andre steder.
– Jeg bliver da stolt og glad, når børnehaverne går forbi forretningen og råber: »Hej Gitte!« Alle børn i byen kender mig og hygger sig ved at komme ind i forretningen. Stoltheden gælder også, når folk kommer langvejs fra og fortæller, at det har været børnenes stærke ønske, at de skulle tilbage til Spiloppen for at købe legetøj, siger Gitte Jørgensen, som ind i mellem får bistand i forretningen af nogle unge piger.
– Løgstør skal være et spændende sted at besøge og bo i. Det kræver et inspirerende handelsliv, som hele tiden udvikler sig med nyheder på alle fronter. Det bidrager vi gerne til og tager to gange om året på legetøjsmesser. Målet er ved hver messe, at vi får forhandlingen af mindst to nye mærke- og kvalitetsvarer. Det betyder, at vi altid har nyheder i butikken, og det vi ikke har, kan vi skaffe hjem.
Babytøj er også et af de områder, der er et stort udvalg af i Spiloppen. Her er de sidste nyheder også at finde på hylderne. Et område, som forretningen også er kendt for langt væk fra Løgstør, og som hele tiden udvikler sig.
Gitte Jørgensen bakkes op af sin mand Peter Jørgensen, som er i voksenlære som cykelmekaniker. Fritiden bruger han i Spiloppen og påtager sig gerne ekstraordinære opgaver som for eksempel at være julemand. Hver jul gør han mange børn glade, når han kommer i deres hjem i fuld julemands-uniform og uddeler gaver, som han selvfølgelig helst ser  er købt i Spiloppen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"