Sommerjazzen starter i aften

Onsdag, 21/07/2010 21:45

Siden den spæde start i 1994 i forbindelse med Hvalpsund Færgekro’s 325 års jubilæum som Kgl. Privilegeret Færgekro anno 1669, har sommerjazzen udviklet sig til at blive et sommerens store arrangementer i Vesthimmerland, der sætter liv i Hvalpsund. For mange er jazzaftenerne blevet et ”must” man skal deltage i for at møde jazzvenner fra året før til en hyggelig aften med grillmad, vin, øl og god traditionel jazz.
De forskellige jazzbands giver hvert år udtryk for deres glæde ved at spille på Hvalpsund Færgekro for et medlevende glad og kyndigt publikum.
Musikken har været bestemt længe og på programmet er både gamle kendinge og nye navne. I det hele taget, er det velkendte og anerkendte jazzorkestre der er på programmet ved dette års udgave af sommerjazz.
Poul Harrison lægger ud
Man kan nærmest betegne det som Sommerjazzen’s husorkester, Poul Harrison Band, der starter jazztorsdagene i morgen aften, for bandet har spillet til sommerjazzen adskillelige gange tidligere. Den powerfulde Poul Harrison dannede sit band i 1999 og har siden opnået en fantastisk popularitet. Hans store entusiasme og spontanitet bundet sammen i et samspil med flere af tidens bedste yngste solister vidner om et musikalsk budskab, der går lige i hjertet.
Som altid, finder man en meget entusiastisk Harrison på klarinet og sax, som den toneangivende og dynamiske frontfigur. Med på scenen, i år, er også den afrikanske blues-queen Miriam, som med sin fantastiske stemme og dybe indlevelse i musikken, har taget det danske publikum med storm.
Poul Harrison bevæger sig sikkert i jazzens traditionelle klassiske repertoire, men spreder også sine toner i andre stilarter som ragtime, dixieland, revival, swing etc.
Den 29. juli følger et nyt band på den danske jazzscene med gammelkendte musikere. Kim Menzer Jazz & Blues Band spiller i New Orleans traditionen med udsyn til og inspiration fra Dance Hall musikken med dens underfundige blanding af foxtrot, jive, blues, gospel og caribisk musik.
Med Kim Menzer Jazz & Blues Band får man fem musikere, der tilsammen spiller på end mere end 10 instrumenter. Det er et band fuld af overraskelser både musikalsk og i deres sceneoptræden. Bandet opstod på Long John, København i november 2006 og er nu klar til at indtage Hvalpsund.
Medlemmer fra det australske jazzband ”The Snappers”, har efterhånden tradition for  at tilbringe deres sommer i Danmark for at tage ud at optræde. Den 5. august kommer de til Hvalpsund. Nogle af bandmedlemmerne har spillet i bandet ”The band who knew too much”, som spillede på Hvalpsund Jazzen sidste år.
Det vil ikke gå stille af, når dette 6 mands band spiller jazz, shuffle og Rhytm & Blues – udført på australsk vis. The Snappers blev dannet i Melbourne i 2006 .    
Den fjerde og sidste jazzaften den 12. august bliver et glad genhør med ”Fætter Orla Plus Four plus To”, der stammer fra Løgstør. Som lokalt jazzband, og med adskillelige optrædener på Hvalpsund Jazz tidligere, vil mange sikkert have kendskab til Fætter Orla - alias tropetisten Orla Sørensen, der i 1998 dannede Plus-Four
Jazzhygge
Fælles for alle fire sommerjazztorsdage er at der kan danses til de swingende rytmer, hvis man vil. Det hele foregår i det store telt ved Færgekroen. Teltet kan bænke 3-400 mennesker og flere udenfor, og der plejer at blive brug for alle siddepladser. Ud over at kunne slukke tørsten serveres der også jazzbuffet først på aftenen, som afløses af grillmad, der bliver tilberedt på pladsen fra kl. 20.00.     

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"