Sommer på Nørlund

Onsdag, 30/06/2010 10:58

Da Martin Knudsen tilbage ved årsskiftet åbnede Nørlunds Gæstebud, lovede han massevis af aktiviteter i restauranten, på slottet og i teltet i den smukke slotshave. Det løfte er til fulde holdt, og sommeren bliver ingen undtagelse. Tværtimod. Grillkullene vil gløde, og der serveres en anderledes, sommerlig grilloplevelse.
- Mange restauranter går ned på lavt blus i sommerperioden, men med vores omgivelser skal både de lokale og turisterne simpelthen have mulighed for at komme og nyde en lys og lun sommeraften, fortæller Martin Knudsen og fortsætter:  
- Fredag og lørdag i uge 26, 27 og 28 tænder vi derfor op i vores store grill, og har sammensat en eksklusiv og anderledes 3-retters sommer- og grillmenu med et par overraskelser, som de færreste måske selv lige vil tænke på, når det gælder grill, lover Martin.
- Aftnerne vil foregå i slotshaven, og vi vil sidde i vores store, flotte telt – så vi virkelig er tæt på sommeren og naturen.
Udover grillarrangementerne i weekenderne er der for virksomheder også mulighed for at holde et sommerarrangement i slotshaven på andre dage.     
- Vi har jo nogle unikke rammer til en anderledes firmasommerfest, så hvorfor ikke nyde hinandens selskab i slotshaven, hvor vi tænder op i grillen og kræser om medarbejderne, slutter Martin Knudsen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"