Sneen vakte jubel i skovbørnehave

Mandag, 04/01/2010 10:10

SKØRPING: De har været ude at lege i sneen, lige fra de kom. De har kastet med snebolde og kælket og prøvet at lave en snemand, men det kunne nu ikke lade sig gøre, fordi det var frostsne, så den ville ikke hænge sammen, siger Emmy Nielsen. Hun er daglig leder af Skovbørnehaven på Møldrupvej i Skørping. Her er der 32 børn i alderen fra tre til seks år, og for dem blev den første rigtige vinterdag med sne en herlig oplevelse.
Børnehaven har lokaler i den tidligere skovløberbolig Sverrighus, og har skoven som nærmeste nabo. Derfor kunne både børn og voksne fryde sig ved synet af de snedækkede træer, og børnene syntes, det var sjovt, når man kunne få det til at sne ved at ryste grenene.
Også børnehavens udendørs juletræ blev smukt dækket af sneen.

Drillesyg nisse
Hele december har stået i julens tegn i skovbørnehaven.
Man har lavet julepynt og hængt det på juletræet. Og man har været på juletur i Rebild Bakker og været inde og få julefrokost på Rebildhus.
-Julefrokosten er en tradition, fortæller Emmy Nielsen.
Og så har julemåneden været præget af nogle mystiske hændelser.
-Vi har en nisse, der hedder Kogle, fortæller børnene i munden på hinanden. Det er kun dem, der kan se ham.
Kogle er fra Norge, og han er en rigtig drillepind. Han kommer risengryn i støvlerne, og han farver mælken blå.
-Han tramper også på loftet, fortæller Emmy Nielsen.
Så der sker noget i skovbørnehaven i julemåneden.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"