Smagen af Aars ved By Night på torsdag

Onsdag, 29/08/2018 08:10

Årets Per afsløres også denne torsdag aften

AARS: Honning, vin, frugt, ost og meget andet er på menuen, når Aars Handelsstandsforening inviterer  By Night arrangement torsdag, 30. august.
Med de mange smagsprøver vil handelsstandsforeningen lade kunderne få ”Smagen af Aars”, eller måske nærmere Smagen af Himmerland, for flere af leverandørerne kommer fra forskellige dele af Himmerland.
Lokale producenter er inviteret ind for at præsentere og sælge deres produkter. De bliver endvidere suppleret med nogle af leverandørerne fra byens butikker.
Som noget nyt i år vil nogle af byens spisesteder også uddele smagsprøver, så der vil være et rigt udvalg af lækre madvarer.
Kimbrerkroen og Restaurant Messen uddeler smagsprøver. Det samme gør Ostemanden i Vindblæs, Oustrup Vin og Staudeengen. Lidt længere ude fra kan folk blandt andet møde en honningavler, en kødleverandør og en frugtleverandør.
Gøglerlauget kaster sig ud i at uddele frugt, så der vil være noget for enhver smag uanset alder.
Derudover har flere kræmmere meldt deres ankomst.
Aftenen byder også på musikalsk underholdning i gaden, hvor kunstnerne kan opleves forskellige steder.
Hvis man har lyst til at blive lidt nostalgisk, så vil der være mulighed for at se nogle gamle traktorer med datidens høstredskaber.
Årets Per
Denne torsdag er også aftenen, hvor det bliver afsløret, hvem der bliver ”Årets Per”. Hvem æren tilfalder vil blive afsløret på Kimbrertorvet.
Det er dog ikke det eneste der foregår på torvet. I løbet af aftenen vil Fitness IØ også være tilstede og vise lidt trampolinspring. Det afhænger dog en del af vejret.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"