Skurvogn som samlingspunkt for byudviklingsplan for Aars

Af Torsten Hansen, Onsdag, 11/12/2019 07:54

Lokalt band med til indvielse ved Jule By Night i Aars torsdag

AARS: Fra og med på torsdag bliver det virkelighed, at borgerne kan være med til at præge den fremtidige udvikling i Aars. Det sker når en gul skurvogn stilles op på den tidligere rådhusgrund i Aars.

- Vi indvier skurvognen på torsdag, når eleverne får fri fra skole, siger Jeanette Frisk fra firmaet Arki_lab, der har fået til opgave at holde snor i processen med at skabe en ny byudviklingsplan for Aars.

Samlingspunkt

Skurvognen bliver en form for samlingspunkt omkring udviklingsplanen, og årsagen til at indvielsen kædes sammen med at eleverne får fri fra skole er, at det i stort omfang netop er de unge der skal høres i processen.

De unge er svære at få fat i. Derfor sættes der ekstra ind der. Men skurvognen er dog ikke forbeholdt de unge. Alle kan besøge vognen og give deres besyv med.

Processen med at involvere borgerne i at fremkomme med ideer til udviklingsplanen omfatter meget mere end den gule skurvogn.

- I forbindelse med Jule By Night i Aars foregår der også noget i Himmerlandsgade. I butikslokalet, Himmerlandsgade 71, ved siden af Imerco, holder vi åbent og viser plancher over byen, og vi vil gerne tale med folk, siger Jeanette Frisk.

Borgmester Per Bach Laursen holder en tale i løbet af aftenen, og Vesthimmerlands Kommunes pressemedarbejder, Mike Bunde, interviewer unge på scenen om deres tanker om byens fremtid.

Det hele følges op med opstilling af otte byrumsskilte i Aars. Hvert skilt opfordrer folk til at være med i processen og fortælle om, hvad de mener skal være en del af byens fremtid.

Byrumsskiltene følges op af en app, hvorigennem man kan foreslå forskelligt indhold til det pågældende sted.

Den gule skurvogn vil være opstillet på den tidligere rådhusgrund i flere måneder. Skurvognen bemandes i perioder, og det kan også tænkes, at der laves forskellige events med udgangspunkt i skurvognen.

- Det er vigtigt, at vi har et fysisk sted, at lave tingene ud fra, vurderer Jeanette Frisk.

Skurvognen skal være stedet, hvor alle kan komme med ideer. Den skal samtidig være stedet, hvor borgerne kan få information om, hvor langt projektet er fremme.

I forbindelse med den kommende Kick Off event for bymidteplanen spiller det lokale band ”Lillevangen” som har gjort sig bemærket på flere spillesteder i 2019.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"