Skt. Hans i Aars i intime omgivelser

Af Ture Damtoft, Søndag, 23/06/2019 18:58

AARS: Det har været en ubetinget succes at flytte Skt. Hans i Aars til anlægget.

Flere mente, det giver en hyggelig intim atmosfære, og igen kom der omkring 1000 mennesker for at hygge sig sammen, nyde synet af bålets flammer og synge Midsommervisen.

Aars Borgerforening havde to bode med salg af sandwiches, og der skulle smøres en del ekstra end planlagt, så stor var efterspørgslen og åbenbart også sulten.

Børnene kunne få en tur på enaf landets ældste karruseller, og lidt i otte blev bålet tændt og heksen sendt til Bloksbjerg.

Borgmester Per Bach Laursen (V) holdt båltalen og kom vidt omkring i emnerne. Landbrug, turisme og nærdemokrati går det godt med, men han kom slevfølgelig også ind på grunden til, at så mange var samlet i Aars Lystanlæg.

- Bålet er et symbol på fællesskab og samler folk - store som små. Men, der er sikkert mange i aften, der ikke tænker på, at heksedukken i bålet er sidste rest af en uhyggelig skik. Vi lever i en del af verden, hvor menneskerettigheder er en helt naturlig del af vores kultur og selvopfattelse. I andre lande er kvinde undertrykkelse og krænkelse af menneskerettigheder dagligdag - vi opfatter det som ikke blot middelalderligt men direkte afskyeligt og frastødende. Men, oplever vi forfølgelser af mennesker her i Danmark? I politik ser vi heksejagt. Gucci Helle og Lille Lars er blot nogle af de indtryk, der bliver brugt til at beskrive politikere, og der er ingen tvivl om, at det bidrager til politikerleden, sagde Per Bach Laursen i den alvorlige del af talen, inden han ønskede alle en god Skt. Hans fest.

Det ønske efterlevede Aars borgerne, og nød sommeraftenen et par timer mere.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"