Skt. Hans aften ved Hornum Sø

Onsdag, 30/06/2010 11:10

SØRUP: Sørup Borgerforening havde igen i år arrangeret Skt. Hans fest ved Hornum Sø. Og igen i år var der stor opbakning og tilslutning til arrangementet. Ikke mindst pga. et helt fantastisk vejr. Det kunne vel næppe være bedre.
Der var annonceret med salg af helstegt gris og tilbehør, samt pølser og brød. Dertil kunne der købes øl, vin, vand osv.
Arrangementet startede kl. 18.00. Men allerede omkring kl. 17.15 begyndte de første gæster at ankomme. Opbakningen var så stor, at kl. 18.10 måtte det meddeles at der ikke var flere billetter til hel-stegt gris. På dette tidspunkt var der solgt 130 ”grise kuverter”. Resten af de fremmødte måtte ”nøjes” med grillede pølser og brød. Borgerforeningen beklager overfor de der måtte gå forgæves efter helstegt gris, men omvendt glæder man sig naturligvis over det flotte fremmøde. Man vil til næste år forsøge med nogle tiltag, for at undgå en lignende situation. Totalt set blev omkring 200 gæster bespist på den flotte plads ved Hornum Sø denne skønne aften. Der var opstillet telte og borde/stole.
Efter spisning ankom endnu flere gæster til arrangementet, og alle hyggede sig i det skønne vejr, alt i mens børnene legede og bla. lavede popkorn over åben bål.
Efter spisning kunne der købes kaffe og lidt til den søde tand.
Kl. 20.45 startede børnene et fakkeloptog fra festpladsen mod søen, hvor Skt. Hans bålet befandt sig – selvfølgelig med en grum heks på toppen. Bålet blev tændt og Midsommervisen blev sunget.
Det var afslutningen på en flot og dejlig aften, hvor stemningen omkring Hornum Sø var helt i top.
Sørup Borgerforening glæder sig over den store opbakning, og takker for den hjælp de mange frivillige har ydet til arrangementet. Et fremmøde og en indsats der indikerer, at der blandt de lokale i og omkring Sørup er stor opbakning til denne type arrangementer.
Man glæder sif allerede til at skulle gentage arrangementet næste år igen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"