Skønt at se vennerne igen

Af Torsten Hansen, Onsdag, 10/02/2021 08:00

Aars Skole: Mandag kom der liv i klasselokaler og skolegård igen

AARS: Glæden var til at få øje på, ved et besøg i skolegården på Aars Skole mandag formiddag.

Eleverne var glade og løb rundt. Der var tydeligvis meget krudt, der skulle brændes af efter cirka syv ugers fravær fra skolen på grund af Corona-restriktioner.

- Det er dejligt at se kammeraterne igen. Det har været temmelig irriterende ikke at kunne se sine venner i virkeligheden, siger Smilla Maria Bisgaard, 3A.

- Ja, det er lidt kedeligt, kun at sidde ved computerskærmen, supplerer veninden Berta Mølskov Keldsen, 3A. Begge lyste op i store smil, når de løb og hoppede rundt i skolegården, enten sammen eller med en større flok af klassekammerater.

Flere af drengene havde gang i fodbolden eller kravlede rundt på stakitter og borde.

Ingen ønskede at sidde stille - det var dog også meget koldt. Pædagoger og lærere var også glade for at se børnene.

- Nu kan vi høre børnene igen, det er dejligt, lød det fra Henriette Qvist Muldbjerg, der har skrivebord på ledernes kontor. Det eneste der dæmpede den glædelige støj fra eleverne var pædagogernes og lærernes bekymring for, om de nu risikerede at blive smittet.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"