Sjælden gæst på besøg i Støvring

Onsdag, 10/03/2010 10:32

Motionister, hundeluftere og andre der i den sidste måned har færdedes ved Mastrup Søerne i Støvring har med lidt held kunnet opleve en brunlig stribet fugl, der står helt ubevægelig i kanten af søerne. Nogle gange har den stået frit fremme ved iskanten, andre gange har man skulle se godt efter i rørskoven.
Der er tale om et besøg af den sjældne Rørdrum. Rørdrummen, der er en af de mere særprægede danske fugle, er i familie med den mere almindelige fiskehejre.
Det er usædvanligt at man ser Rørdrummen, da den helst holder sig skjult i rørskoven, og dens fjerdragt samtidig gør den utroligt godt camoufleret. Selv om Rørdrummen sjældent ses, så kan man i forårs nætter høre den meget genkendelige “pauken”, der kan høres op til fem km væk. Stemmen minder meget om den lyd, der kommer når man blæser hen over åbningen af en flaske.
 Rørdrummen i Mastrup Søerne blev første gang set den 6. februar, hvor den blev opdaget af en af de lokale fuglekiggere.  Selv om Mastrup Søerne efterhånden er rammen om et rigt og spændende fugleliv, så er det i denne vinter første gang, at Rørdrummen er set ved søerne.
Der yngler i Danmark 2-300 par, og selv om bestanden i de seneste år har været i fremgang, så kan det ikke forventes, at Rørdrummen vil yngle i Mastrup Søerne. Dertil er søerne simpelthen ikke store nok.  Med foråret lige om hjørnet, så er det nok kun et spørgsmål om tid inden at Rørdrummen i Mastrup Søerne igen forsvinder.
Vil du vide mere om Rørdrummen og evt. høre dens eventyrlige stemme, så klik ind på www.dof.dk
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"