Silderevyen i Nibe går igen ved det 50. Sildemarked

Onsdag, 14/07/2010 01:12

»Silderevyen går i sort«, stod der at læse på et indslag ved et Sildemarked for 13 eller 14 år siden. »Nu går Silderevyen igen«, og de kære lokale revyaktører er ikke blege for at sætte sig selv i centrum for lidt komedie og et ordentligt grin!
– Sildemarkedet gennemføres i år for 50. gang, og det skal ikke gå sporløst hen! 
Sådan mener personer, der tidligere har medvirket i den hedengangne Sildemarkedsrevy, som senest blev opført i 1997.
– Vi har sonderet terrænnet, og vi er fire der gerne stiller op igen. Sammen med nogle musikere og praktiske folk, har vi allieret os med Kino Nibe, som denne gang – og for første gang til et revy-arrangement – lægger lokaler til, forklarer Bente Justesen, der selv er revy-veteran, til trods for, at Sildereverne i perioder har været på byfest-plakaterne længe før hun og de nuværende aktører trådte deres første sko på revyscenen.
– Vi vil gerne gi’ den lidt gas igen, siger de tre skuespillere, som Nibe Avis talte med: Bente Justesen, Allan Slot Mortensen og Franz Trikker. Sammen med Ingelise Tingdal Rasmussen udgør de skuespillertruppen, og de har allieret sig med Poul Skafte som kapelmester, Jørgen Staun på trommer og Kirsten Mark Christiansen som sufflør.
– Der mangler nogle enkelte opgaver og nogle folk at blive kontaktet, men vi gennemfører i år en blandet forestilling af gamle numre, nogle filmklip fra gamle Silderevyer samt nogle nye numre.
Kino Nibe lægger rammer til i Sildemarkedsdagene den 20. og 21, august, og billetsalget annonceres i løbet af kort tid, oplyser revytruppen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"