Sigurd Barrett Trio og tøjdyret Snapper kommer til Skørping

Onsdag, 24/03/2010 10:15

SKØRPING: Sigurd Barrett har i foråret 2010 – i samarbejde med Danmarks Kirkelige Medie Center – lavet en ny Børnebibel, som dels udkommer i bogform, på cd (som lydbog) og som DVD i 24 afsnit. 
På KulturStationen i Skørping opfører Sigurd Barrett Trio og tøjdyret Snapper en forestilling, hvor Sigurd fortæller bibelhistorier og opfører Bibelen med sang, musik og fortælling. 
Skørping-Fræer Kirkekor og Korskole deltager i koncerten sammen med Sigurd Barrett Trio. Forestillingen er for hele familien.
Søndagen starter med gudstjeneste i Skørping Nykirke, hvor sognepræst Susanne Rytter prædiker. Herefter fortsætter arrangementet på KulturStationen, hvor Aktive Kvinder serverer boller/kage med cacao/kaffe inden koncerten med Sigurd Barrett.
 Aktive Kvinder, Skørping Menighedsråd og Skørping Bibliotek står for arrangementet.
Børn skal høre Bibelens historier – skriver Sigurd Barrett. At fortælle Bibelens historier for børn og give de vigtige budskaber og værdier videre ligger Sigurd Barrett på sinde. 
- Jeg har længe haft lyst til at lave nogle gode bibelberetninger for børn. Jeg er selv far til fem og vil gerne give mine børn fortællingerne fra Bibelen, så det gør en forskel for dem, siger Sigurd Barrett. 
Børn har mange både store og små spørgsmål, som de gerne vil have svar på i et sprog og en form, de kan forstå. Derfor har Sigurd Barrett gendigtet 24 centrale historier i Bibelen og skrevet nye sange til hver historie.
- Uanset om man er troende eller ej, synes jeg, vores børn har krav på at kende de bibelske fortællinger, som er helt grundlæggende for vores kultur, siger Sigurd Barrett.
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"