SIF Fodbold klar til Vildbjerg Cup

Onsdag, 21/07/2010 08:39

STØVRING: Støvring IF Fodbold har hold med fra intet mindre end fem af afdelingerne hos drengene og én fra pigeafdelingen, når startfløjtet lyder til Vildbjerg Cup 2010 i uge 30. Den store internationale fodboldturnering afvikles torsdag 29. juli til søndag 1. august.
SIF Fodbold er repræsenteret af drengehold fra U10, U11, U12, U13 og U14 samt U10 fra pigeafdelingen, og flere af holdene/årgangene har tidligere været med i løjerne i Vildbjerg.
Kun U13- og U14-drenge har valgt indkvartering på skole/idrætshal i 2010-udgaven, mens de øvrige hold skal bo på campingplads sammen med de forældre/søskende, der måtte have valgt at tage turen til Vildbjerg for at støtte SIF-tropperne undervejs.
Forældre/søskende relateret til U13- og U14-drenge kan selvsagt også campere efter samme opskrift, og det er der med sikkerhed en del, der gør.
I 2009 deltog 649 hold, 8.500 spillere og trænere, samt 10.000 forældre og søskende, der boede på Vildbjerg Cup-campingpladserne. Dette gør turneringen til Europas fjerdestørste ungdomsturnering i fodbold. Flere end 1.000 frivillige sørger for at det enorme arrangement fungerer.
For Støvring IF Fodbolds vedkommende er deltagelsen i Vildbjerg Cup 2010 et led i klubbens stævne/rejsestrategi for alle klubbens hold. Den ansvarlige for dette udvalg, Beate Godsk, har ydet en kæmpe indsats for, at dagene i Vildbjerg skal lykkedes på bedste vis.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"