Sankt Hans, borgerforeningen og Kulturpletten

Onsdag, 30/06/2010 11:09

I juni måned har der været ekstra fokus på Hjedsbæk Kro. Kulturpletten der er en kunst- og kulturel sammenslutning, har haft deres færden på kroen hele måneden.
Sankt Hans var også et arrangement, der stod på programmet, denne aften var i samarbejde med borgerforeningen. Måske bliver mottoet i Hjedsbæk og omegn “Ingen kan alt, alle kan noget og sammen kan vi det hele”.
Bålet blev tændt og mens flammerne slikkede op imod sommeraftenen hørte man på båltaleren, skoleleder Palle Fogh fra Gregers Krabbe friskole i Aarestrup. En tale om nødvendigheden af fællesskabet, både i det lille og store perspektiv. En belæring om at vi ikke bliver lykkeligere af at være økonomisk uafhængige, men at det er sundt at have noget at stræbe efter, noget at tro på og et mål at gå efter. Det er lykken.
Efter båltalen sang man midsommervisen af Holger Drachmann, på den gode gamle melodi. Bålet brændte godt og heksen futtede af som sådan nogen jo gør. Heksene flyver ifølge overleveringen til Bloksbjerg i Harzen Sankt Hans aften og nat.
Dagen fejres også i andre nordeuropæiske lande som England, Irland, Tyskland, Polen, Rusland og Frankrig. Dagen fejres mest i de nordiske og baltiske lande, hvor den karakteristiske lyse nordiske nat giver de optimale betingelser for en smuk oplevelse.
Ligesom juleaften er Sankt Hans aften et levn fra hedenske skikke, hvor årets korteste dag, vintersolhverv, og årets længste dag, sommersolhverv, blev fejret. Kristne missionærer og præster fik nyfortolket de gamle skikke, så de kunne bruges til at tjene kristendommens udbredelse.
Men i Hjedsbæk blev sommersolhverv fejret på kroen efter afbrænding af bålet. Borgerforeningen havde sørget for kaffebordet og Kulturpletten holdt deres kunstudstilling åben så alt i alt var der nogle inputs der skulle fordøjes.
Det var så afgjort en vellykket aften, hvor mere end 100 personer var mødt op.
Nu er juni måned snart til ende og historie kan nu skrives.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"