Søttrup Frikirke i Hornum er omdannet til kulturhus

Onsdag, 26/09/2018 08:15

Indvielsen af kulturhuset sker i aften

Af Torsten Hansen
HORNUM: For kort tid siden stod de gamle kirkebænke stadig i den tidligere Søttrup Frimenighedskirke på Jernbanegade 36 i Hornum. Nu er de nænsomt taget ud. Gulvet er skiftet, der er lavet flotte nye borde og skaffet en masse stole.
Kirken er omdannet til Kulturhus Søttrup, og den officielle indvielse finder sted i aften, onsdag, 26. september, med fællessang, tapas og musikalsk underholdning ved Flemming Baade.
Trods ændringerne så er flere dele af den oprindelige kirke bevaret. Det gælder blandt andet alterpartiet og lysekronerne i loftet.
Men der er også sket helt nye ting. Der er blandt andet bygget et lille køkken ind i selve "kirken".
De mange nye borde er i øvrigt lokalt produceret. Det er 77-årige Poul Andersen, der har designet og udført bordene. Han har også lagt det nye gulv i bygningen.
- Det er otte år siden, at den gamle kirke blev lukket. Der var efterhånden ikke flere medlemmer af Søttrup Frimenighed tilbage, siger Hans Grishauge, der er en af initiativtagerne til omdannelsen af kirken.
- Vi kunne konstatere, at bygningen ville forfalde, hvis der ikke blev gjort noget. Det ønskede vi ikke, derfor besluttede vi at arbejde på at omdanne bygningen til et kulturhus, forklarer Hans Grishauge.
Initiativgruppen fik overdraget bygningen, og de fik lov til at bruge en del af de midler der var kommet ind fra salget af præstegården til at renovere bygningen.
Der fulgte samtidig et lidt specielt krav med. Nemlig at kulturhuset får forpligtelsen til at passe kirkegården.
- Vi skal naturligvis overholde gravfreden. Samtidig vil vi i takt med at gravstederne nedlægges omdanne området til græs og park, siger Vagn Bækhøj, der også er med i initiativgruppen.
Arrangementer
Transformationen til et kulturhus begyndte sidste år, hvor de første arrangementer blev afholdt. Men først nu er bygningen blev gjort mere velegnet til kulturarrangementer.
Ud over indvielsen i aften så er der planlagt tre andre arrangementer.
11. oktober er der "Kvinde Minde Foredrag" og udstilling af kunstmaler Annette Falk Lund
1. november vil professor emeritus Ove K. Pedersen beskrive drømmen, der lå til grund for velfærdssamfundet, sådan som det blev formuleret lige efter krigen. Han vil også fortælle om, hvordan drømmen druknede i kritik og i dag kun lever som en myte. Hans fortælling bygger på den seneste bog "Reaktionens tid. Konkurrencestaten mellem reform og reaktion" .
Tv-vært og skuespiller Dina Al-Erhayem kommer 21. november. Hun debuterede på tv i 2006 som vært på "Dinas Dates" på DR1. Mens hun var vært på DR oplevede Dina Al-Erhayem et vendepunkt i sit liv. I foredraget ”Trospolitiet” fortæller hun om det, der satte gang i en helt ny proces i hendes liv. Dina Al-Erhayem har en flerkulturel baggrund. Hendes irakiske far tog afstand fra islam, og hendes mor var kulturkristen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"