Sølvmedaljer til Støvring-svømmer

Tirsdag, 06/07/2010 15:23

STØVRING: I den forgangne weekend var de bedste danske årgangs-svømmere fra Danmark, Norge, Sverige, Finland, Island, Færøerne og Estland forsamlet i Drammen i Norge for at afholde de nordiske mesterskaber. Mesterskaberne blev afholdt i Drammensbadet, som er et langbanebassin, dvs. 50 meter. Danmark stillede med et landshold bestående af 16 svømmere, heriblandt Sebastian Strandberg fra Støvring. Sebastian var udtaget til at svømme alle flydistancerne, dvs. 50, 100 og 200 meter.
I sit første løb - 200 meter fly - opnåede Sebastian en fornem sølvmedalje på distancen. Han måtte desværre se sig besejret med sølle 1/100 af et sekund af en svensk svømmer, men tiden - 2.08.78 - er mere end tre sekunder hurtigere end den nærmeste forfølger på den danske rangliste. I sit andet løb - 100 meter fly - svømmede Sebastian også et flot løb, hvor han med tiden 0.57.89 hentede en ny sølvmedalje.
På den korte distance - 50 meter fly - måtte Sebastian nøjes med en placering som nummer fem, som han også var seedet til. Han har dog præsteret at sætte personlige rekorder i alle løb, hvilket må siges at være en bedrift efter en lang og opslidende sæson. Samlet set blev det danske landshold nummer to i konkurrencen efter Sverige.
Sebastian Strandberg har tidligere svømmet i Pingvinen, men stiller nu op for Aalborg Svømmeklub.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"