Sølvmedalje ved konditorprøven

Tirsdag, 09/02/2016 13:19

GISTRUP: Bageriet Haals i Gistrup og Klarup har fået en ny konditor, da lærling Simone Rodi Hansen forleden bestod svendeprøven på ”Zeeland Business School” i Ringsted med en usædvanlig høj karakter i form af en sølvmedalje. Den pågældende tekniske skole i Ringsted er den eneste skole i Danmark, der har en konditoruddannelse, og det er lidt forskelligt, hvor lang tid uddannelsen tager for den enkelte lærling for det afhænger af, hvilken basisuddannelsen der er taget. Således har Simone Rodi Hansen haft nogle grundforløb på Teknisk skole og det gjorde, at uddannelsen for hendes vedkommende tog lige godt tre år for hun startede i Bageriet Haals mellem jul og nytår 2012.

Skriftlig og praktisk opgave

I forbindelse med svendeprøven bliver eleverne bedømt både på en skriftlig opgave og en praktisk opgave. I den praktiske del skal der fremstilles nogle valgfri konditorkager med et overordnet tema og Simone havde valgt ”Sommer” som tema. Derfor skulle hun lave nogle valgfri fyldte chokolader og en valgfri rullet dej, foruden en skærekage og en dessert-kage. Endelig trækkes der derudover nogle opgaver og her skulle Simone Rodi Hansen lave en etage-kage med marcipan som pynt, en karamelrand og en vugge af kransekage. Der var afsat i alt otte timer til at få fremstillet de mange kager helt fra bunden, men undervejs var der fastsatte tidspunkter for en delaflevering af flere af de nævnte ting, så presset var stor.

Flot sølvmedalje

For hver kage/opgave, der blev afleveret, blev der givet point og det samlede antal point dannede grundlag for den endelige bedømmelse. Da det samlede antal point blev usædvanligt højt, rakte det til en imponerende flot sølvmedalje, akkurat som en kollega til Simone Rodi Hansen fik det. Derudover var der en bronzemedalje til en tredje lærling samt ”ros” til en fjerde af de i alt ni elever, der var oppe til svendeprøven forleden i Ringsted.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"