Så kan man kende "Liv i Byen"

Af Ture Damtoft, Onsdag, 06/02/2019 08:00

AARS: Den næste nye forening Liv i Byen har store planer for 2019. Og så skal de jo kunne kendes i bybilledet, når de er med som arrangører, hjælpere og kontrollanter ved deres arrangementer.

- Det er vigtigt at vi er ens klædt, og dermed nemt genkendelige, når der afholdes arrangementer. I sidste uge holdt vi vores første møde, og her fik vi også prøvet vores nye beklædning, som er sponsoreret af Jutlander Bank. Og så fik vi gennemgået status på alle de fede arrangementer vi er i fuld gang med at planlægge, siger Sten Degn fra foreningen.

Han vil helst ikke løfte sløret for meget, men der bliver arbejdet på bankospil, løb, lotteri, golfturnering, vinsmagning og danmarks største gadefest.

Alt skal nok blive meldt ud, efterhånden som planerne bliver mere konkrete, og så er der også en fast dato på kalenderen.

Fredag, 1. marts vil der være alkoholfri diskotek og fest for alle 6. til 10. klasserne i kommunen, for her har Aars ikke været med i et par år.

- Vi synes, det er på tide at tilbyde det til vores helt unge igen. Der har typisk været flere hundrede med til festerne, så de er meget populære. Det bliver i Idrætscenter Østermarken, hvor de unge kan holde en fest i sikre omgivelser. Så kommer der en masse senere på året, og vi håber selvfølgelig at se så mange som muligt til vores arrangementer, så vi sammen kan skabe liv i byen, siger Sten Degn.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"