Ros til Nibe Festival for stor vedholdenhed

Lørdag, 26/09/2009 15:11

Peter Møller Madsen var – vel for første gang i festivalhistorien – tavs, da han blev hyldet under Nibe Festivals 25 års jubilæumsreception.
Nibe Festival markerede ved en jubilæumsreception lørdag, officielt sit 25 års jubilæum. Det skete ved en jubilæumsreception i Nibe Idræts- & KulturCenter, hvor mange af festivalens støtter gennem de 25 år var mødt, og en del af disse var genstand for opmærksomhed.
Inden et timelangt program med taler og markering af det runde jubilæum, var der forskellige optrin, som markerede 25-året for den første Nibe Festival, hvor lokale The Bats var hovednavn, og hvor vognmandens lastbil med lad var opstillet som scene.
Ét af de mere spektakulære påhit, var da konferencier på stor scene Frank Megabody afleverede sin jubilæumsgave til festivalbestyrelsen – en levende gris!
Festivalbestyrelsens formand Michael Breuer indledte jubilæumsreceptionen, hvorefter talsmand Peter Møller Madsen opridsede historiske træk fra den spæde start.
Et gennemgående træk i gennemgangen af det første års Nibe Festival var det engagement og de initiativer, som Torben Jakobsen lagde for dagen for at få andre med på ideen om at holde en festival i Nibe – i første omgang benævnt Nibe Sildefestival.
Dette engagement gav sig udslag i, at Peter Møller Madsen hidkaldte Torben Jakobsen, – der i lighed med andre fra den spæde start var mødt til receptionen – og Torben Jakobsen blev således på stedet udnævnt til det kun andet æresmedlem i Nibe Festivalens historie- Thorvald Odgaard blev for få år siden udnævnt til festivalens første æresmedlem.
Andre personer, som havde været med hele vejen fra den første Nibe Festival - og som fortsat er aktive medhjælpere - blev behørigt æret og kaldt en tur på scenen: Helle Kolding (forhindret), Peter Holm Jensen, Thomas Becker og Anders Kristensen â€“ alle havde de haft hver deres betydning for festivalen. Endeligt, da formand Breuer igen havde fået ordet, blev det Peter Møller Madsens tur til at modtage receptionens hyldest. Michael Breuer hyldede Peter Møller Madsen på vers, og overrakte ham efterfølgende en skulptur fra Thorvald Odgaards hånd, som tak for tro tjeneste.
Efterfølgende gik festivalens første hovednavn The Bats på scenen, og underholdt publikum, indtil de selvvalgt afbrød deres optræden og kaldte festivalbestyrelsen på scenen - til fortjent kollektiv hyldest. The Bats' Jan Sandberg gav således orkesterets hyldest til den siddende festivalledelse, og -bestyrelse, incl. Knud Tobiasen, og de blev alle begavet med en flaske god gedigen Jack Daniels Whisky.
The Bats sluttede jubilæumsreceptionen af, suppleret af Club à GoGo, et nyskabt orkester, som også spillede på årets Nibe Festival. Blandt dette orkesters medlemmer fandt man en anden tidligere The Bats-musiker, nemlig guitaristen Henning Kaastrup, som var en del af den første Nibe Festivals' The Bats.
Som en del af en helhed kunne man imidlertid savne, at kommunens borgmester og kulturrådmand, som begge var mødt til receptionen, havde taget ordet og behørigt hyldet Den Lille Fede.
Lørdag aften festede godt 1100 medhjælpere, gæster m.fl. så videre og gav på den måde deres hyldest, godt hjulpet på vej af kendte navne som Tom Donovan, Tournesol, Dodo & The Dodo's, Magtens Korridorer og Diskotek Nattergalen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"