RIF Soccer Camp en kæmpe succes

Onsdag, 11/08/2010 01:42

Personerne bag årets fodboldboldskole »RIF Soccer Camp« hos St. Restrup IF har svært ved at få armene ned igen. Afholdelsen af årets fodboldskole blev nemlig en kæmpe succes på flere plan.
Deltagerrekord
Deltagerene til årets fodboldskole strømmede til, og billet-salget gik lynhurtigt, da de eftertragtede pladser blev sat til salg i foråret. I alt 183 fodboldglade piger og drenge indløste billet og deltog i RIF’s egen fodboldskole, hvor der var fodbold på skoleskemaet 6 timer dagligt i den forløbne uge – en forøgelse på 20 tilmeldte i forhold til 2009. 
Vejret var med alle fodboldspillerne hele ugen, hvor det overordnede tema har været teknisk træning. Her har børnene lært nye finter, sparketeknik og teknik generelt samt meget mere. I mens deltagerne har brugt de mange timer med fodbolden, har en række frivillige forældre passet klubbens kantine. Her har de lavet hjemmelavet sund og energiholdigt mad, så både spillere og trænere har kunnet klare de daglige energiudfoldelser på fodboldbanerne i Frejlev. Dette har været en stor succes og mange af deltagerne har nydt denne mulighed, som også har betydet at slik, pølser og pommes frites har været gemt langt væk hele ugen.
Ebbe Sand havde fodboldungdommen i målskole
Onsdagen var helt speciel for de 183 fodboldskoleelever. Den tidligere topangriber, Ebbe Sand, brugte nemlig hele denne dag på Frejlev Stadion, hvor alle deltagerne kom i målskole. Ebbe Sand gennemførte øvelser fra kl. 10 til kl. 14 hvor teknik og sparketeknik var i højsædet. Den tidligere topangriber havde sit nyeste produkt: »The wall« med i alle øvelserne, som deltagerne ved soccer campen stiftede et meget positivt bekendskab med. Ud over at være en yderst engageret gæstetræner fandt Ebbe Sand også tid til at skive autografer og lade sig fotografere. I det hele taget var det en yderst behagelig, Ebbe Sand, som med åbne arme og med et smil på læben, både jublede sammen med fodboldspillerne og gav dem gode råd og vejledning med undervejs. Trænerhvervet er ikke ukendt for Ebbe Sand, der ved landsholdssamlingerne varetager angrebstræningen af bl.a. Nicklas Bendtner og holdets andre angribere. Ud over dette er Ebbe Sand også ungdomstræner for bl.a. sin søn i klubben Sejs IF nær Silkeborg. 
Stor sponsoropbakning   
Initiativet fra RIF’s fodboldafdeling, ved Thomas Horskær i særdeleshed, om at afholde egne fodboldskoler, hvor både det sportslige, sociale og kammeratlige har været i højsædet, har været yderst godt hjulpet af en lang række sponsorer. De har været med til at sikre, at hver enkelt deltager ved RIF Soccer Camp er blevet udstyret med et sæt flot træningstøj samt en fodbold af høj kvalitet. Næst blev erhvervelsen af Ebbe Sand som gæstetræner også sponseret ad denne vej.
Stort økonomisk overskud
I kraft af de mange tilmeldte deltagere til fodboldskolen, og de mange sponsorkroner der er blevet givet, har årets fodboldskole genereret et stort økonomisk overskud. Selvom regnskabet endnu ikke er endeligt gjort op, berammer overskuddet sig i en størrelsesorden på den anden side af 100.000 kr. Penge som alle er øremærket til at sende ungdomshold ud på fodboldoplevelser i både ind- og udland. Dette sker ud fra en vision om at skabe gode oplevelser for spillerne, så de får lyst til at blive i klubben på lang sigt. Faktum er, at RIF’s fodboldafdeling ikke kan mønstre nogle U17 eller U19 hold. Samtidig har klubben en af Nordjyllands største ungdomsafdelinger på de andre årgange. Derfor bliver overskuddet fra årets fodboldskole brugt i ungdomsafdelingen, så fodboldoplevelser forhåbentligt bl.a. kan være det, der får spillerne til at vælge fodbolden til – i stedet for fra – når de kommer i pubertetsalderen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"