Revy, modeshow og efterår i Aars

Af Ture Damtoft, Fredag, 04/09/2020 09:48

AARS: Vejret var ligeså omskifteligt som Mette Frederiksen i Kimbrerrevyen, der havde premiere i går torsdag, 3. september.

Strålende solskin blev afløst af regnbyger og betydeligt koldere temperaturer, men i revyteltet var der varme og sjov.

I første nummer gjorde statsminister Mette Frederiksen, godt spillet af Pia Haubro, opmærksom på de skiftende retningslinjer og kom med nogle lidt alternative.

Der blev givet strikse instrukser om af afspritte indvortes efter hvert tredje nummer eller hvert 17. ord, hvis der blev sunget med.

Og så skulle publikum sørge for at holde 10 meter - nej, fem meter - nej, TO meters afstand.

Så var linjen lagt fo0r både revyen og publikum, der kvitterede med storlatter og klapsalver - på behørig afstand naturligvis.

Revydirektør Brian Christensen var godt tilfreds efter den første forestilling, også selvom der var plads til lidt flere tilskuere i et ellers godt fyldt telt med omkring 170 gæster.

- I de her corona-tider var vi godt tilfredse. Jeg håber, vi kan trække flere af huse til forestillingerne fredag og lørdag, og det er jo en forestilling, de aldrig har set før og ikke får mulighed for at se igen. Vi har nogle rigtig gode tekster i år, og dem fra publikum, jeg har talt med, de sagde da heldigvis, de syntes, det var godt, siger Brian Kristensen.

Lige efter revyen blev stolene flyttet og Liv i Byen og Kimbrerkomiteen fik lavet en catwalk til modeshowet, hvor 12 af byens butikker fik vist, at Aars har rigtig meget flot tøj - og billige hvidevarer - at byde på.

I en times tid blev der vist briller, sko, jakker, tasker, bukser, nederdele og kjoler frem til alle aldre for de omkring 100 gæster i teltet.

De følgende butikker var med i modeshowet: Højbjerg, Skoringen, Nyt Syn, Bette Kun, Hvidt & Frit, Torben, Wagner, Kære Børn, B Young, Sport 24 og Vero Moda.

Der er et stort billedgalleri fra opvisningen på Aars Avis' FB side.

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"