Rekorddeltagelse på tennisskolen i Aars

Onsdag, 07/07/2010 11:09

Der var desværre ikke plads til alle interesserede

AARS:  Quit please – er et af de udtryk man forbinder med tennis og Wimbleon.
Men det var ikke ligefrem stilhed, der prægede tennisbanerne i Aars Tennisklub i sidste uge.
Med en rekorddeltagelse på ikke færre end 42 tilmeldte, hvor det maksimale deltagerantal ellers var sat til 40 deltagere, var der alligevel ikke plads til alle.
- På trods af det store tilmeldingsantal, måtte vi desværre sige nej til nogle, der kom efter sidste tilmeldingsfrist, udtaler Bolette Kristensen fra ungdomsudvalget i Aars Tennisklub.
Tennisskolen er et tilbud til alle børn i alderen 8 – 14 år i Vesthimmerlands Kommune.
- Da vi samarbejder med Dansk Tennis Forbund samt Vesthimmerlands Ungdomsskole, blev invitationen bragt ud til alle skolebørn i kommunen.
Klubbens ønske med tennisskolen at give børnene fire indholdsrige dage i ferien, hvor den står på tennis, leg og sjov.
Selvfølgelig ser klubben også gerne, at nogle af sommerspillerne får lyst til at spille i klubben hele året.
Aars Tennisklubs klubtræner Nicolai P. Nielsen, der har stået for tennisskolerne de senere år, synes, at sommerskolen ikke kun er spændende for børnene, men i høj grad også for trænerne, da den byder på stor mangfoldighed og sjove oplevelser.
- Mange af børnene er ikke vandt til at komme i klubben og derfor ikke er dus med tennissporten, så det var en stor udfordring at præsentere tennissporten for de 42 børn, der i år er med på tennisskolen, siger Nicolai P. Nielsen.
Til at hjælpe sig havde Nicolai P. Nielsen, Pernille Nikolajsen og Jonas Kristensen.
At dømme ud fra en af deltagernes udsagn, så lykkedes det for trænerne at skabe en god tennisskole for børnene.
- Det er sjovt at være på tennisskole, sagde Nanna Østergaard, 10 år.
Hun forsikrede, at hun ikke kun kom på skolen, fordi hun havde Caroline Wozniacki som forbillede.
Tennisskolen blev afsluttet med fællesaktivitet for børn og forældre, så også forældrene kunne se, hvad tennis er for noget, såfremt de ikke har kendskab til det.
Efter at forældre også var blevet motioneret deltog cirka 100 børn og forældre til et fælles grill-arrangement.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"