Rejsegilde på Ådalscenteret var for...!

Onsdag, 21/07/2010 08:37

I sidste uge spurgte Vera Kaldal fra Sørup i et læserbrev her i Midthimmerlands Folkeblad om hvem der var holdt rejsegilde for på det nye Ådalscenter den 18. juni, og som vil blive Rebild kommunes kommende demensplejecenter i Støvring.
Et rejsegilde afholder bygherren for håndværkere og rådgiver når murerne er opført, bjælkelaget lagt og spærene rejst. Sådan står skrevet i leksikonet om den gamle tradition, som et rejsegilde er.
Bygherren og senere driftsherre på byggeriet er Støvring Boligselskab i samarbejde med Rebild kommune, derfor tillader jeg mig som formand for boligselskabet at svare på Vera Kaldals læserbrev.
Forud for første spadestik, for det omtalte byggeri, den 11. november sidste år, var der gået en flerårig planlægningsperiode med udarbejdelse af et omfattende byggeprogram, projektering og licitation. I dette arbejde var mange personer og personalegrupper involveret, og der er stadig en styregruppe, en projektgruppe og en byggeherregruppe der tæt følger opførelsen af Ådalscenteret. I disse grupper er repræsentanter for de forskellige persongrupper, der enten skal have sit fremtidige virke i det nye center eller er eksperter indenfor dette specielle plejeområde.
Støvring Boligselskab stod for udsendelse af invitationer til rejsegildet, som normalt er den lille højtidelighed mellem de tidligere nævnte deltagere, men i dette tilfælde blev borg-mesteren, sundhedsudvalget, sundhedsforvaltningen, samt de arbejdsgrupper der enten har været involveret, eller er i gang med et arbejde der omfatter byggeriet, inviteret.
Udover  disse var Ældre – handicaprådet, Pensionistforeningen og Ældresagen inviteret og repræsenteret på dagen.
Når pressen i sin omtale af rejsegildet refererer at der var repræsentanter for de kommende personalegrupper på centeret, må det være den opfattelse pressen har fået af de deltagere, der var til stede. For øvrigt har vi ikke indflydelse på hvordan pressen referer.
Du stiller også spørgsmål om de kommende beboere og pårørende skulle have været med. Da det er en byggeplads midt i et hektisk forløb (der blev arbejdet på pladsen den pågældende dag), synes vi ikke at kørestole skulle køre fast i løst sand eller hen over udgravninger, og mig bekendt er der ikke endnu visiteret beboere til centeret.
Vi håber, at der vil blive lejlighed til et åbent hus arrangement inden ibrugtagningen i maj 2011.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"