Regnskab 2009 for Rebild Kommune

Onsdag, 02/06/2010 10:16

Regnskabet for 2009 viser bl.a. at Rebild Kommune sidste år brugte godt 34 mio. kr. mere på driften end der var budgetteret med. Byrådet ser på regnskabet med stor alvor og er i fuld gang med at tage hånd om problemerne.
Økonomiudvalget har gennemgået regnskabet for 2009, og de kolde kendsgerninger er, at driftsbudgettet blev overskredet med i alt 34,1 mio. kr., hvilket naturligvis ikke vakte begejstring. Formand for Økonomiudvalget, borgmester Anny Winther vil heller ikke bortforklare overskridelserne, men forklarer i stedet:
- Det er især inden for sundhedsområdet samt området for børn og unge vi ser det store merforbrug - områder, hvor budgetlægningen er forbundet med en vis usikkerhed. Til gengæld er der mange områder og institutioner, der har fint styr på budget og forbrug.
Familier med specielle behov og sundhed har kostet. Det er f.eks. støtte til handicappede børn og unge samt socialt udsatte familier og andre med specielle behov, der har kostet ekstra.
Ligeledes har sundhedsområdet trukket ekstra på kassebeholdningen, især med større udgifter til pleje og omsorg, hjælpemidler, boligforandring, fysioterapi og betaling for hospitalsindlæggelser.
De 34 mio. kr. svarer til en overskridelse på 2,8% af det samlede driftsbudget på 1,2 mia. kr.
Også anlægsregnskabet for 2009 viser et merforbrug i forhold til de budgetterede 70 mio. kr. Godt seks mio. kr. ekstra blev brugt på anlægsområdet til bl.a. opførelse af børnehave, forbedringer af haller, skoler samt veje, cykelstier og anden infrastruktur.
Anny Winther siger:
- Umiddelbart kan det i sparetider virke fristende at skære ned på anlægsbudgettet. Men det vil være en meget kortsigtet løsning, da vi som kommune har behov for løbende at udbygge og forbedre veje og bygninger. Ellers går al udvikling i stå. Og sparer vi på vedligeholdelsen, vil det altid resultere i en større regning på et senere tidspunkt.
Forbruget til anlæg er ikke et udtryk for, at økonomien i de enkelte projekter er skredet, men at der i årets løb er blevet sat flere byggerier i gang end budgetteret. Samtidig er enkelte projekter, der skulle være færdige i 2008, først blevet afsluttet i 2009.
Det er ikke alle områder der har overskredet budgetterne. Således giver Teknik- og Miljø- og Økonomiudvalgets regnskaber et samlet overskud på 19,5 mio. kr.  – en besparelse som byrådet i løbet af 2009 pålagde dem at finde. Også kultur og fritids-området viser et mindreforbrug.
Samlet viser regnskabet et likviditetsforbrug på 55 mio. kr. mod budgetteret 19 mio. kr. Så set i lyset af, at også regnskabet for 2008 resulterede i en stor overskridelse, som gav et træk på kassebeholdningen, kræver situationen handling. Derfor har byrådet taget fat på arbejdet med - på kort sigt - at tilpasse forbruget til budgettet. Med henblik på at skabe et mere langsigtet råderum arbejder alle chefer og ledere i Rebild Kommune i skrivende stund på et såkaldt reduktionskatalog. Det skal danne grundlag for en nærmere drøftelse i byrådet i juni m.h.p. at indgå i budgetlægningen de næste tre år.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"