Ranum Teltudlejning ApS i centrum af klimatopmødet

Fredag, 18/12/2009 12:51

RANUM: Verdensnaturfonden WWF lægger store udfordringer i hænderne på Ranum Teltudlejning Aps nu, hvor Klimatopmødet afvikles i København. Firmaet har nemlig fået en totalentreprise på opbygning af fondens hovedkvarter, der har til huse på Nytorv i København, der ligger op til Strøget. Stedet bliver under hele Klimatopmødet center for en række forskelligartede arrangementer med prominente gæster fra hele verden. Det samtidig med, at der i det daglige bliver udstillinger og foredrag, som er åben for alle interesserede.

Der er tale om en specialopgave på mange måder. Alle tekniske installationer i teltene skal laves med lavenergi. Alle opgaver som opvarmning, hundevagt, elektriske installationer, AV-udstyr, rengøring, tømning af toiletter, opstilling af fotokollager, indretning af kontorfaciliteter til journalister og sekretariat til WWF’s ledelse er nogle af de mange udfordringer, som Ranum Teltudlejning Aps klarer. Hertil kommer at tilladelser og godkendelser skal hentes hjem fra politi, kommune, redningsberedskab, fødevarekontrol, bevillingspoliti og andre relevante myndigheder.

- Vi glæder os over den tillid og de udfordringer som Verdensnaturfonden WWF har givet os. Vi får her brug for den know how, som vi har fra en række lignende arrangementer, samt det stærke kontaktled vi har til leverandører og offentlige myndigheder. Opgaver som ikke mindst min kone Anette Gammelholm har arbejdet med i det sidste halve års tid. Nu er teori og beskrivelser skiftet ud med realiteter og praktisk arbejde. Teltene er indrettet og alt kører som det skal. Der har været mange tilretninger i WWF Verdensnaturfondens program, og dem har vi tilpasset os, siger direktør Heine Pedersen, Ranum Teltudlejning Aps, der er konsulent på stedet under hele Klimatopmødet.
 - Vi gør hvad vi kan for, at  Verdensnaturfonden WWF’s arrangement bliver så succesfuldt, som muligt. Vi har købt nye eksklusive toiletter som opstilles i særligt indrettet toilettelt. Der er tale om toiletter af en væsentlig højere standard end der ellers findes i Danmark. Kvaliteten skal være i orden, når VIP-personer fra hele verden skal have en god oplevelse. På det praktiske plan er vi også med. Under hele Klimatopmødet er jeg hver dag i teltene og sørger for, at alt klapper. Der er mange og varierede opgaver som hele tiden skal tilpasses, siger Heine Pedersen, Ranum Teltudlejning Aps.
 - Vi er stolte af, at vi er et af de få danske teltudlejningsfirmaer, der stiller telte op i forbindelse med Klimakonferencen. Jeg er ikke i tvivl om, at det skyldes det positive brand vi har rundt omkring i Danmark og udlandet. Det har smittet af på det hollandske konsulentfirma, som vi har samarbejder med om arrangementet, og som har ansvaret over for Verdensnaturfonden. Dette arrangement vil måske åbne døre ud til udlandet. Sker det, så er vi med på udfordringerne og tilpasser gerne vort udlejningssortiment til de opgaver, der måtte komme, siger direktør Heine Pedersen, Ranum Teltudlejning Aps.
Også omkring det kulinariske har Ranum Teltudlejning Aps en finger med i spillet. Under det forberedende arbejde anbefalede direktør Heine Pedersen nemlig, at Jimmie Petersen, Kanalfogedens Køkken i Løgstør, blev leverandøren. Det er sket, og torsdag serveres der frokost og middag for i alt 600 personer i teltet og andre arrangementer følger senere.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"