Rakubrændinger hos Galleri Alstrup

Onsdag, 07/07/2010 21:45

Det er efterhånden sådan at der ingen sommer er i Galleri Alstrup uden raku-brænding og galleriet har nu haft rakubrændinger i juli måned gennem ca. 10 år, kun aflyst enkelte gange på grund af regnvejr.

Galleriets indehaver Hanny Abel siger: - Det er ofte overraskende og sjovt at se de forskellige resultater, når de smukke ting kommer ud af ovnen. Vi oplever, at de der deltager i brændingerne pludselig har noget fælles at tale og være sammen om. Raku er noget fælles hvor alle, børn som voksne, kan være med.

Rent teknisk er raku en hurtig og enkel metode til at brænde keramik. Den har sine rødder i Japan i forbindelse med de zenbuddhistiske te-ceremonier.

I dag er teknikken udbredt til hele verden og kendes på sine forunderlige farvespil og karakteristiske mørke krakeleringer i glasuren.

Brændingen foregår udendørs i en gasovn med direkte gasindførsel i bunden. I løbet af 20. min. er glasuren udsmeltet og de rødglødende skåle tages op af ovnen med lange tænger og viftes i luften for at få glasuren til at krakelere.

Dernæst lægges den stadig glødende keramik ned i en gryde med halm eller et andet brændbart materiale og gennemgår en underiltningsproces, som dels ændrer farven på glasurerne og dels får krakeleringsmønstrene til at stå tydeligere frem. Processen slutter med at tingene kommer i vand og skures rene for sod, så man kan se de forunderlige farver og mønstre.

- Vi har brændt flere hundrede skåle og andre raku ting, og det er lige spændende at følge hver eneste rakubrænding. Man er i tæt kontakt med brændingen og kan med sit blotte øje se, når forvandlingen sker nede i ovnen. Den rå lerskål med mat glasurpulver bliver på uforudsigelig vis smuk, nogle gange gennemsigtig, blank og skinnende. Alle brændinger er forskellige og alt hvad der kommer ud af ovnen er forskelligt. Efterhånden har vi dog lært at styre processen og kan fx. lave nogle skåle der er meget tæt på hinanden i farve og glød, siger Hanny Abel

Som sagt foregår rakubrændingerne onsdag aften i haven ved Galleri Alstrup, hvor det er muligt at købe en lille uglasseret skål, som man under kyndig vejledning kan dekorere, glasere og brænde, så man kan komme hjem med sit helt personlige kunstværk.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"