Rør ved middelalderen

Mandag, 01/10/2018 13:31

VITSKØL: Traditionen tro er der den første weekend i skolebørnenes efterårsferie 13. og 14. oktober Middelalderdage på Vitskøl Kloster.
Årets tema er rør ved middelalderen, og Den Levende Middelalder vil, som arrangør, gerne pirre gæsternes nysgerrighed til at bruge mange forskellige sanser, når de rører ved middelalderen. Man kan lytte til, smage på, dufte til og se på, hvad de mange aktører der har specialiseret sig i at leve og producere som i middelalderen.
Hvordan lugtede det den gang? Kradsede tøjet? Hvor tungt er et sværd? Hvordan smager bondekost? Hvor farlig er en ridder?
- På Vitskøl kommer man helt tæt på, kan stille spørgsmål til og selv prøve aktiviteterne. Vi vil nemlig gerne gøre middelalderen levende og nærværende for store og små, siger formanden for Den Levende Middelalder Bo Jacobsen.
- Du kan læse dig til det meste også om middelalderen, men det bedste og mest lærerige er at røre ved noget og selv mærke på egen krop hvordan det har været, at leve i middelalderen, fortsætter han.
Ved Vitskøl Kloster kan man høre historier, så man griner og gyser. Man kan også lytte til middelaldermusik og være med til fællesdans. Middelaldergøglertrupper overrasker pludselig på pladsen. Man kommer helt tæt på deres gøgl og måske bliver en del af deres optræden.
Ridderen af Ildhesten viser hvordan en ridderdyst foregår. I år handler det om at nedkæmpe det jyske bondeoprør og få inddrevet nogle skatter. Hvis man er imellem 5 og 15 år kan man blive "uddannet" til væbner.
Og ikke mindst. Så kan man smage på middelalderens mad og drikkevarer og købe med hjem som et minde.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"