Røde Kors Butikken har passeret den første million

Onsdag, 17/02/2016 13:36

LØGSTØR: Ved Røde Kors generalforsamlingen tidligere på måneden fortalte formand Karin Birgitte Sneskov i sin beretning bl.a., at genbrugsbutikken lige før jul passerede en mio. kr. i omsætning siden butikkens start for knap tre år siden. Salget er øget væsentligt, siden Røde Kors butikken skiftede adresse til Østerbrogade. 
”Vi er meget glade for at være i Røde Kors Huset, som vi ynder at kalde det, for her kan vi samles om flere af de aktiviteter, der skaffer penge til det lokale hjælpearbejde,” udtaler Karin Birgitte.
Husk donationer – også nips og møbler i god stand
Undervejs er også afdelingen for genbrugsmøbler kommet til – det har været lidt en udfordring at få den afdeling op at køre, og Røde Kors kunne bruge mange flere donationer. For nyligt rykkede de frivillige i butikken rundt på varer, så en stor del af nips nu er rykket ind i møbelafdelingen. ”Det har givet luft i tøjafdelingen. Hvis lokalbefolkningen tænker på os, inden de evt. sætter møbler og nips ud til storskrald, så afhenter vi gerne, og salget af brugte ting og sager går til et godt formål,” lyder det fra formanden.
Nørklerne, der producerer strikketøj i form af trøjer m.m., samles i huset i huset en gang om ugen – der er liv og god stemning, når de piger mødes og strikker OG snakker - OG nyder kaffe og hjemmebagt. Hvis der blandt læserne er interesserede strikkeglade piger, så lyder der en opfordring om at komme ned og være med. Røde Kors betaler materialerne.
66% af overskud til lokalt hjælpearbejde
Formanden understreger endnu en gang, at Røde Kors er sådan skruet sammen, at Røde Kors afdelingen beholder ikke mindre end 66% fra overskuddet i butikken og tilsvarende fra kontingentindbetaling fra medlemmerne, og de penge går til LOKALT socialt hjælpearbejde i den gamle Løgstør Kommune. 
Sidste år delte afdelingen julepakker ud til dem, der opfylder betingelserne for at få. Over 30 søgte og hver familie fik kasser med julemad foruden gavekort til butikken. Alt sammen finansieret af genbrugsbutikken. Endvidere har foreningen betalt for 3 lokale børns deltagelse i sommerlejr, arrangeret af Ungdommens Røde Kors, og overskuddet er også med til at betale for de to årlige arrangementer for besøgsmodtagere og deres besøgsvenner. Bidrag til RK Hjemmets sommerhustur for beboerne er der også blevet plads til.
Besøgsvenner står på ønskesedlen
Besøgsleder Kirsten Ø. Pedersen fortalte bl.a. i sin beretning ved generalforsamlingen, at hun i løbet af året har etableret 7 nye vennepar – heraf tre med nye besøgsvenner, dvs. at der nu er 31 vennepar, men der er stadig brug for nye, som melder sig som besøgsvenner, for der er en venteliste på p.t. 7 ældre mennesker, der ønsker at få besøg. Så meld dig endelig til foreningen, hvis du har lyst til at glæde et andet menneske med besøg.
Frivillige søges til dukkemuseet i Løgstør
Der har igennem de seneste måneder været arbejdet for at finde plads i Løgstør til Dukkemuseet ved Rønbjerg. Irene og Arne Nielsen, der har samlet de mange dukker og drevet museet på Livøvej, kigger nemlig efter et nyt hjem til deres store samling af dukker. Det er tidligere bankdirektør i Spar Nord Bank, Jacob Jørgen Jacobsen, der fik ideen til at flytte museet til Løgstør. ”Som det ser ud i øjeblikket, er der ikke tilstrækkeligt med frivillige i Røde Kors regi til, at vi også kan påtage os opgaven med at passe sådan et museum,” fortæller Karin Birgitte og fortsætter: ”Men skulle der blandt bladets læsere være interesserede, der kunne tænke sig at være behjælpelig med at få museet indrettet i Røde Kors lokalerne, så hører vi meget gerne fra dem. Og så må vi finde ud af, hvordan vi deles om pladsen om kvadratmeterne bagerst  i Peter Veggerbys ejendom, for selvfølgelig ville det være en ekstra attraktion for byen. Og en kærkommen indtjening til nødhjælpskontoen, vi deler ud af.”
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"