Rådhusområdet i Aars er en vigtig fremtidsbrik

Onsdag, 03/10/2018 08:31

Borgere vil benytte området til boliger, handel og museumspark

AARS: - Kom med visioner for området. Se på hvad vi har, og hvad vi mangler i kommunen...
Sådan lød de indledende ord fra ordstyrer Lene Bach ved Vesthimmerlands Museums møde i Per Kirkeby salen forleden, hvor omkring 75 borgere mødtes med politikere, organisationsfolk fra foreninger i Aars, museumsdirektør Broder Berg og arkitekt Jens Bertelsen. Arkitekten var i sin tid med til at skabe Musikhuset Alfa og det nye Vesthimmerlands Museum, som begge er naboer til rådhusarealet.
Rådhusgrunden på omkring 11.000 kvadratmeter er blevet ledig efter rådhuset er flyttet til en ny bygning ved Vestre Boulevard. Der er to sammenbragte bygninger på området, hvoraf den ene er angrebet af råd og svamp og står til nedrivning. Den anden bygning kan formentlig genanvendes - og ser man længere ud i fremtiden kommer et nyt område i spil idet friluftsbad og svømmehal flyttes til Aars Vest.
Et panel med Aars Handelsstandsforenings formand, Mogens Kristensen, kulturudvalgsformand Asger Andersen, borgmester Per Bach Laursen, formand for Aars Erhvervsråd, Lars Thomsen, Broder Berg og Jens Bertelsen var klar til at høre borgernes visioner og ønsker:
- Mange har gjort meget for at få det gamle rådhuspområde "ødelagt" med f. eks. et byggeri for en supermarkedskæde. En sådan løsning vil give penge i kassen for kommunen, men da pladsen er byporten til Aars og til Vesthimmerland bør vi tænke os rigtig godt om, fastslog borgmester Per Bach Laursen.
Mogens Kristensen havde taget den kommercielle kasket på i sin egenskab af handelsstandsforeningsformand:
- Handelslivet betyder meget for en by og kan enten medføre byudvikling eller -afvikling. I de senere år er der flyttet 100 nye indbyggere til Aars pr. år. Det kræver at byen kan rumme en masse initiativer, og at man tør tænke skævt. Bosætning og handel hører sammen. Med pladsen kan der åbnes op ved museet, og længere fremme ser jeg gerne, at vi får opført Per Kirkeby-huset med 70 boliger til unge. Det vil skabe udvikling, sagde Mogens Kristensen.
Erhvervsrådets formand, Lars Thomsen var enig med Mogens Kristensen i, at bosætning bør have høj prioritet. Bosætning sker på følelser. Hvad ser man, og hvad fornemmer man. Derfor skal vi begynde med at rydde op. Byen skal vedligeholdes, så den bliver et pænt udstillingsvindue. Og så skal vi markedsføre os med Per Kirkebys kunst, sagde Lars Thomsen.
Asger Andersen slog fast, at for ham er livet andet end at overleve. En god fortælling kan bidrage til vækst. Fortællingen rammer følelserne i os - og et førstegangsindtryk er vigtigt. 
- Vi kan ikke både blæse og have mel i munden, sagde Asger Andersen, men efterlyste en større museumshave og en Per Kirkebys Plads som kan binde museet og musikhuset sammen.
Broder Berg sagde, at Vesthimmerlands Museum er en symfoni af kulturarv og kunst. Han så tilbage på Aars bys udvikling og sagde, at tiden er inde til at løfte byen til en anden status. Kunst løfter fortællingen og skaber byrum. Derfor har man i dag en by, der udmærker sig ved de rum, der er mellem bygningerne, og det gør, at det er vigtigt at gribe den enorme chance, der byder sig nu. Vi må arbejde for Vsion Aars  2,0, sagde museumsdirektøren og henviste til, at byen i 2020 kan fejre 150 års jubilæum.
Ordstyrer Lene Bach drog den konklusion, at der var gode bud på fremtiden, som kan tiltrække nye tilflyttere ved markedsføring af Aars, som en by der gør noget andet end det traditionelle.
Fra salen efterlyste Jakob Dyrmann visioner, der kan dyrke byens egne talenter. Det kan f. eks. være et Kimbrertårn.
Leif Thomsen slog fast, at en by med Per Kirkebys kunst er helt unik, og at et Per Kirkeby Hus på rådhusgrunden kan blive en flot indkørsel til byen.
- Men vi skal også passe på det vi har, sagde Leif Thomsen og gjorde desuden opmærksom på, at Aars er meget usynlig i VisitVesthimmerland-regi.
Hans P. Nielsen kvitterede for borgmesterens udsagn om, at fantasien bør række til mere end et nyt indkøbscenter, og ser gerne at grøften fra Aars Lystanlæg og ned til "skoven" ved Jyllandsgade bliver åbnet.
Klaus Benediktsson advarede mod at opføre en kolos af en bygning på fem eller otte etager på arealet som rummer det tidligere Hotel Himmerland. Et sådant byggeri vil spolere udsigten fra beboelsesejendommen ved Præstegaardsvej.
Asger Dalsgaard foreslog, at man ophæver den lokalplan, som gør det muligt at lægge supermarkeder inde i byen. Mogens Kristensen advarede dog mod at opføre flere supermarkeder udenfor byen - så dør alle de små detailhandlere, sagde han, og fik støtte heri af Lars Thomsen, der oplyste, at det også er erhvervsrådets holdning at supermarkeder udenfor byen er en rigtig dårlig ide.
Per Bach Laursen ser gerne at Aars kommer på verdenskortet, og at man anlægger og vedligeholder byen med materialer af god kvalitet.
Broder Berg sagde, at samarbejde kan give kreativitet og mere for pengene. Han noterede sig forslaget om museumsparken og refererede til borgmesterens udsagn om det gode håndværk. Asger Andersen tilføjede at man ikke kan "discounte" sig til udvikling, men fastholdt, at den gode fortælling er vigtig.
Niels Krogh Madsen opfordrede til, at Aars holder fast i de gode positive ting og erindrede om, at man ved at holde butikkerne inde i byen, har holdt liv i den lokale handel.
Bjarne Jensen støttede forslaget om at byen skal være bedre til at rydde op og sagde, at han skammer sig over over den tidligere Hotel Himmerland-bygning, som den ser ud nu.
Marius Stubberup foreslog i øvrigt, at man kalder  en del af rådhusområdet for Per Kirkeby Haven eller Per Kirkeby Bakken. En Per Kirkeby Plads er for almindeligt - det kan alle byer få, sagde han.
Charlotte Gottlieb foreslog, at man indretter et showroom for gymnasium og skoler i nogle af byens tomme butikker - og at man så omdanner en del af det gamle rådhus til et ungdomskulturhus.
Den ide var Henrik Dalgaard med på. Han kan se for sig at Aars får et Per Kirkeby Plejecenter i en del af det gamle rådhus - et center som kan give livskvalitet for ældre beboere - og gerne sammen med ungdomsboliger.
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"