Publikum fandt vej til vinterudstilling

Tirsdag, 26/01/2010 15:31

STORVORDE: Vinter ingen hindring! Således var virkeligheden, da mere end et halvt hundrede mennesker fandt vej til GLAMs vinterudstilling på det gamle rådhus i Storvorde.
Og der var noget at gå efter. Randi Therland Madsen, Kongerslev, og datteren Louise Lønstrup Lund, Randers, havde deres første udstilling sammen.
Da det gamle rådhus denne gang var ”fritaget” for flytterod var rammerne gode til at rumme de 25-30 malerier.
Louise havde premiere på sin første rigtige udstilling. Hovedparten af hendes billeder er store og rummer meget glade farver, svunget med store, abstrakte armbevægelser. Lovende, vil vi mene. Louise Lønstrup Lund, der i øvrigt venter familiens andet barn, har modtaget undervisning af kunstmaler Anne Stenberg.

Spor inspirerer Randi
Randi Therland Madsen, der tidligere har været meget optaget af blomster, er denne gang gået nye veje. Et par eksempler på hendes fugle var også med denne gang, men ellers har Randis motiver gennem et stykke tid handlet om spor.
Som hun siger: ”Der er jo spor overalt. Du efterlader selv spor og krydser andre. Nogle er vigtige – andre er ligegyldige”.
Med denne tese gik vi på jagt efter spor i Randi Therland Madsens malerier. En interessant rejse med fantasi og eftertanke.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"