Politikerne lover midler til de små skoler i kommunen

Onsdag, 23/06/2010 09:21

BLÆRE: Omkring 120 forældre til børn på Blære Skole kæmpede mandag aften hårdt for at overbevise fire af Vesthimmerlands politikere fra Børne- og Skoleudvalget om, at det vil være en stor fejl at fjerne 7. klasse fra Blære Skole.
Mødet, der var arrangeret af Blære Skoles skolebestyrelse, endte ikke med garantier for at skolen bevarede de ældste elever, men forældrene fik dog lovning på, at de små skoler i kommunen skal have de nødvendige midler, så de kan drive en forsvarlig skole.
Flere af forældrene udtrykte nervøsitet for, at eleverne ville blive udsat for trivselsproblemer, hvis de for tidligt blev flyttet til større skoler.
Andre mente, at det var forkert at flytte børnene før de var blevet konfirmeret.
Politikerne fra udvalget, Per Bach Laursen (V), Henrik Dalgaard (formand) (C), Doris Lauritzen (S) og Ninni L. Gjessing (R), var alle enige om, at det fremsatte forslag til skolestruktur var det bedst mulige. De argumenterede alle for, at 7. klasserne blev flyttet til overbygningsskoler.
- Vi har analyseret meget, og vi er enige om, at Vesthimmerlands Kommune også skal have små skoler, sagde formand Henrik Dalgaard.
Det blev bakket op af Dorit Lauritzen, der sagde:
- De skoler der bliver tilbage, vil vi putte de nødvendige midler i.
Forsikringen om at Blære Skole bevares var dog ikke nok for forældrene. De vedblev med at argumentere for, at 7. klassen skulle forblive i Blære.
Argumenterne prellede ikke af på politikerne, fordi de lyttede og lovede at kigge på de ting der kom frem, især utrygheden omkring trivselsproblemerne.
Formanden for skolebestyrelsen Per Warming var trods alt godt tilfreds med mødet.
- Vi havde et utrolig godt møde, og der var en positiv stemning, sagde formanden efter mødet.
- Det står dog klart for mig, at ingen af forældrene ønsker at få flyttet 7. klasse, fastslår han.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"