Passionsmusik i Aarestrup kirke langfredag aften

Mandag, 21/03/2016 09:37

AARESTRUP: Aarestrup kirke danner igen i år rammen om en stemningsfuld passionsgudstjeneste langfredag aften den 25. marts.
Violinist Jette Jokumsen og pianist Anne Mette Stæhr er solister ved passionsgudstjenesten, hvor Jesu lidelseshistorie fortælles i ord og toner med udgangspunkt i Jesu syv korsord.
De syv korsord oplæses et for et af sognepræst Svend Schultz-Hansen. Efter hvert korsord synges de vers af Grundtvigs salme Gak under Jesu kors at stå, der knytter sig til det enkelte korsord, og herefter spiller de to musikere et musikstykke, der ligeledes er inspireret af og tager udgangspunkt i korsordets indhold og stemning.
Således bliver Jesu syv korsord ved denne passionsgudstjeneste til syv små afrundende afsnit, der tilsammen danner en musikalsk helhed, hvor påskens mange stærke farver og stemninger kommer til udtryk i tekstlæsning, fællessang og musik.

Aftenens to solister
Jette Jokumsen og Anne Mette Stæhr er begge konservatorieuddannede musikere.
Jette Jokumsen er en efterspurgt freelance-violinist, med erfaring både fra landsdelsorkestrene, Den Jyske Opera, som koncertmester på Den Fynske Opera og en lang række kirkekoncerter.
Anne Mette Stæhr har høstet international anerkendelse for blandt andet sin indspilning af Sofia Gubaidulinas samlede værker for soloklaver og siden er adskillige klaverværker af en lang række nulevende komponister blevet dedikeret til hende.

Aftenens musik
Duoen Jokumsen/Stæhr vil denne aften bl.a. spille musik af bl.a. J.S. Bach, S. Rachmaninoff og den nulevende estiske komponist Arvo Pärt.
Der er gratis adgang til passionsgudstjenesten.
Vel mødt til alle!

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"