Pasningen bliver passet i Aars

Af Ture Damtoft, Onsdag, 06/01/2021 09:00

AARS: Nødpasningsordningen i skolerne fungerer, som det skal.

Det er opsummeringen fra skole- og dagtilbudschef Anders Norup om situationen på førstedagen efter juleferien.

Hjemmeundervisningen blev hurtigt tilrettelagt - med de udfordringer det nu engang giver - for skolerne er ved at være vant til det.

Det samlede antal børn i nødpasningsordning var 176 i 0. til 4. klasse. I Aars var der 23 på Aars Skole og 16 på Østermarkskolen.

- Det er højere end det var i foråret. Vi har 11,3 pct. af børnene i nødpasning, i foråret var vi under tre pct., siger Anders Norup og kommer selv med forklaringen.

- Der er jo ændret det den her gang, at forældre, som er i det private, kan få deres børn passet, i foråret skulle man tage feriedage og bruge bedsteforældre så meget som muligt, siger Anders Norup.

Om nødvendigheden af at have nødpasning på skolerne og åbne daginstitutioner siger formand for Børne- og Familieudvalget Inger Nielsen (V):

- Nødberedskabet i Vesthimmerland arbejder ud fra de retningslinjer, som de nationale sundhedsmyndigheder anbefaler. Det betyder bla., at børn i daginstitutioner, og elever i specialklasser møder fysisk op. Kommer der nye meldinger fra sundhedsmyndighederne f.eks. om at lukke helt ned, vil vi i Vesthimmerland selvfølgelig også arbejde efter det. I sådan et tilfælde vil der sikkert opstå nogle andre problemstillinger. Mange forældre ville få svært ved at passe deres arbejde, både fysisk og virtuelt. Jeg er helt tryg ved den måde, vores nødberedskab i Vesthimmerland håndterer retningslinjerne på, siger Inger Nielsen.

Hun vil kun forholde sig generelt til den kritik, der er kommet fra pædagoger over, at de ikke er med i den første gruppe, som modtager en dosis vaccine mod corona. En kritik som undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil forholdt sig til på DR1 mandag aften og sagde, at pædagogerne kommer med i anden runde af vaccinationsprogrammet.

- Om vaccinationer tænker jeg det samme som med nedlukning. At Vesthimmerlands Kommune følger sundhedsmyndighedernes retningslinjer. Mon vi politikere har viden nok om vaccinationer, til at prioritere blandt vores personale? Vi har personale i dagtilbud, i specialklasserne, i familiehuset og andre steder i kommunen, som lige nu arbejder tæt på borgerne. Alle arbejder efter de retningslinjer, der også er udstukket om rengøring, afstand, sprit og brug af visir eller mundbind. Jeg tænker også, Pernille Theil lytter meget til sundhedsmyndighederne, når der skal træffes beslutninger om vaccinationskøen, siger Inger Nielsen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"