Påskeudstilling med opfordring til fortsat Kulturpris

Torsdag, 01/04/2010 16:19

Åbningen af Kulturelt Samråds Påskeudstilling trak fuldt hus
Kunsten i lokalområdet, i og omkring Nibe, har stor gennemslagskraft. Det blev endnu en gang bevist, da Kulturelt Samråd Skærtorsdag åbnede sin årlige Påskeudstilling, med flere end 100 værker af 33 lokale kunstnere.
Formand for Kulturelt Samråd, tidl. borgmester Jens Østergaard Madsen bød velkommen til de ca. 200 som havde valgt at deltage i åbningen – og han rettede en tak til såvel publikum, til kunstnerne og til Lundbæk Landbrugsskole for at vise stort engagement og lægge lokaler til udstillingen.
Efter et par musikalske indslag ved Erik Davidsens Kvintet, tog redaktør Jacob Søndergaard, Nibe Avis, som modtager af Nibe Erhvervsråds Initiativpris 2009 over, for officielt at åbne udstillingen.
Jacob Søndergaard drog i sin åbningstale paralleller mellem den lokale kunst og det engagement, som på forskellige områder vises lokalt: – Det kan vi godt tillade os, selv om Nibe Kommune nu ikke længere eksisterer, men vort lokalområde – Nibe området – er fuldt intakt, og vi kan som lokale borgere, foreninger, organisationer m.m. vise omverdenen, at her er noget specielt – kort sagt åbne øjnene for andre om, at Nibe området er værd at satse på og investere i.
På samme måde som kunsten lokalt viser engagement, har andre instanser i Nibe vist vejen. Det gælder f.eks. Nibe Festival og den nyligt etablerede »tænketank«. Det gælder også erhvervslivet og mange lokale borgere, som nok bor her, men har et vidt forgrenet netværk med beslutningskompetence langt uden for vort lokalområde. Disse ting har også indflydelse på, at Nibe området kan og skal opfattes som et værdifuldt område, der er værd at satse på og investere i.
Jacob Søndergaard sluttede sin åbningstale med at opfordre Kulturelt Samråd til fortsat at uddele den årlige Kulturpris - en pris der i år ikke bliver uddelt, grundet svigtende økonomi. 
– Tildeling af Kulturprisen skal ikke nødvendigvis hænge sammen med, at der medfølger en halvstor check. Giv Kulturprisen igen næste år, køb et lille kunstværk hos en af foreningens kunstnermedlemmer og uddel så prisen næste år, sammen med det tilhørende diplom. Anderkendelsen er mere end nok i sig selv, og så dukker pressen jo nok også op, sagde redaktøren spøgefuldt, og understregede, at ideen ikke er en aprilsnar, på trods af datoen netop ér den første april.
Påskeudstillingen er åben alle påskedage, og med ca. 110 kunstværker, skabt af lokale kunstneres hænder, er der gode oplevelser i vente.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"