På søndag er det Maria bebudelsesdag

Onsdag, 02/03/2016 08:48

Se Maria! Det barn du føder det er din egen skaber, Din søn er din Herre og din Gud! I Maria mødtes Gud og menneske, og af Maria fødtes Gud og menneske i Jesus fra Nazareth. Husk nu, at når du har med Gud at gøre, så skal du ikke spørge efter, hvad der er muligt, men nødvendigt, da alt er muligt for Gud.
Se, Maria, du er selv skabt af det barn, du føder! Maria! Gud blev menneske for i frihed at kalde alle mennesker hen til sig alene i kraft af kærligheden til mennesker. Du skal komme til Jesus, fordi du i ham ser en sandhed og kærlighed, der alene er stor nok til at løfte dig fra jord til himmel, fra evig død til evigt liv.
Det er ikke ligegyldigt, at vi ikke kan bekende vor tro uden at nævne Jesu mor ved navn! For nævnelsen af hendes navn minder os om, at det er mennesket Jesus, som er givet os af Gud til frelse, han selv helt og holdent hans menneskeliv, hans fødsel ikke mindre end hans død, og derfor holder vi ikke blot påske, men også jul – hans legeme ikke mindre end hans ånd. Derfor modtager vi den hellige nadver, hans legeme og blod under brød og vin, hans gerninger ikke mindre end hans ord, og derfor møder vi i dåben hans gerning, længe inden vi kan fatte hans ord, hans lidelser ikke mindre end hans tanker.
Det er Jesu hele menneskeliv, ja det er i Jesus, at vi møder Gud ansigt til ansigt. Hvordan skulle vi ellers møde ham, om han ikke havde krop, hvordan skulle vi finde ham, om han ikke havde tunge til at tale, tale ord, som er sandhed liv og ånd, ord, der som lys kan kalde vor tro op af døde ganske, som solens lys kalder de grønne spirer frem om foråret.
Vi kan ikke forklare, hvordan solens lys grønner markerne og kalder fuglene hjem, men vi forstår så godt, at det er solen, der gør det, og dybt inde forstår vi godt, at uden kød og blod er vi ingenting, og uden Guds nåde slet ingenting.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"