På søndag er det 2. søndag i fasten

Naturen og menneskesindet kan spejle hinanden. På vej mod foråret er vi. Endnu står solen lavt – varmen når endnu ikke ned i kløfter og sprækker. I sindets vintermørke timer mærkes Guds omsorg tit ikke dérnede, hvor vore bønner ligger hulter til bulter i angstens og den forfrosne tros sprækker og kløfter.
Tro, det er også at vente. Og det kan være at vente længe, men det at vente på ham, der endnu aldrig er kommet for sent. Mens vi venter på foråret, så véd vi os omfattet af det. Mens vi venter på Kristus, så véd vi os omfattet af hans rige. Vi er indskrevet i hans rige – og derfor aldrig afskrevet af hans kærlighed.
En mand kommer hen til Jesus og siger: ”Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum…”. Besættelse kender vi. Fjenden kan bryde ind og besætte landet. Tanken om rigdom, magt og hævn kan slå ind og besætte et menneske. Det er ikke al sygdom, nød og død, der har sin rod i kortslutninger i hjernekassen eller løbske forbindelser i hjernemassen. Der er sygdom og søvnløshed, der skyldes hjerteløshed og ondskab. Du kan være besat af det onde, men du kan ikke være besat af det gode, for det gode er du skabt til ved at være skabt i Guds billede.    
Jesus spørger altid efter vor tro, for troen er det dybeste i menneskelivet. Det var i tro på din elskedes kærlighed, at du trådte ind i en fælles bolig, fælles økonomi, og fælles fremtid. I forhold til Gud er det på ganske samme måde. Det er ved tro på Jesu kærlighed, at du træder ind i fællesskabet med Jesus og får fælles bolig med fælles økonomi og fælles fremtid med ham.